109 / 646
Badere og bartskærer
103
også her først ret sent, på en tid, da badernæringen var
i stærk tilbagegang, er begyndt at gøre bartskærerne
større indpas, er, at der i de to ældste københavnske
bartskærskråer, 1577 og 1668, ikke er tale herom; først i
lavsartiklerne 1672 er der indsat en ny paragraf: »Hvad
badstuemændene angår, skal de alene blive ved deres
badstue og kopsætning og ej gøre bartskæreinbedet nogen
indpas udi deres kunst enten med balberen, åreladen,
patienter at forbinde eller kurere, ej heller bækkener eller
bartskærskilt at udhænge; såfremt de herimod gør, da
den nem at straffes for hver gang sådan forseelse skeer,
på tre rigsdaler.«
Det er da også først, efter at bartskærprivilegierne
var fornyede i 1684, at stridighederne rigtigt tager fart
med ansøgninger fra haderne og klager fra bartskærerne,
der gennem flere år grundigt behandles af myndighederne,
men uden at føre til noget resultat; og det er særligt i
København, at klagerne fremkommer, kun sjældent i
provinsbyerne, hvor man i flere af dem kom ud over
vanskelighederne for to mænds økonomiske eksistens ved
at give en enkelt bevilling både som bader og bartskær,
hvilket først senere blev tilfældet i København; særlige
badstuer har vel i det hele haft vanskelighed ved at klare
sig i de mindre købstæder; ikke engang det af fremmede
så stærkt besøgte Helsingør, hvorfra der i det 17de å r
hundrede kendes adskillige badere, havde i 1735 nogen
badstue, thi da blev der givet bevilling til der at indrette
en badstue, da indbyggerne måtte rejse til København
for at få bade.
Fra gammel tid havde i norden badstuen, særligt
dampbadet, mindre karbadet, spillet en stor rolle i det
daglige liv, herom taler sagaerne og folkeviserne ofte nok,
og som finsk og russisk bad findes den jo endnu. Lige
fra Københavns grundlæggelse har der da også været
badstue her. Sakse fortæller, at medens .Absalon en dag