190 / 646
184
Grundtvig paa Store Tuborg
der bandt min Aand, løste min Tunge, saa lydt jeg fik sjunge
med Jubel paa Jorden.
Han sagde engang, han var »halvten Skjald og halvten
Bogorm«1). Havde han sagt hel, var den hele Sandhed sagt.
Der fandtes ikke en større Arbejdsbi i Norden.
Saa mild og from Grundtvig ellers var, kunde han blive
ligetil uhyggelig mørk og stræng, naar Talen kom paa Tyskerne
og særlig paa tysk Theologi.
De tyske Theologer var ham en Plage, i den tyske Theo
logi saa han Kirkefjenden.
Her kommer disse tyske system- og dogmeredne lærde
Bogorme til mig, sagde han en Gang. Et af deres store Lær
domslys, Professor N. N., besøgte mig ifjor paa denne Aarstid.
Hvad kunde jeg tale med ham om? Jeg tog ham med herud
paa Altanen. Østersøflaaden passerede netop Sundet. Dagen
var klar som nu. Jeg pegede paa de hundrede Sejl og spurgte
stolt: Er her ikke vidunderlig dejligt? Hvad tror De, han sva
rede? Det ser saa spøgelseagtigt ud, svarede han! Det var
ægte t}rsk. Hvem andre end en tysk Theolog kan sidde her
ved Sundet og se Spøgelser paa en solfyldt Midsommerdag.«
I Billedet af Grundtvigs Værelse paa St. Tuborg ser
man, hvordan Væggene var dækkede af Bøger, og endda
ser man ikke paa Billedet den ene af de 2 Reoler, som
fra Væggen tilhøjre stod frem paa Gulvet paa hver sin
Side af Sofaen. Paa Sofaen mellem disse to Reoler sad
Grundtvig om Aftenen, naar Lampen var bleven tændt.
Men som allerede omtalt var det egentlige Bibliotheks-
værelse i Stuen ovenover og var af samme Størrelse
som den, der ses paa Billedet. Her oppe stod der en
overordentlig Mængde Bøger, saa Rasmus Nielsen nok
kunde have Grund til at tale om »det døde Or d« !
l)
Denne B em æ rkning m in d er om de h um o ristiske L in ier,
G ru ndtvig sk rev paa et Fotografi, som b lev taget a f ham netop i
disse A a r:
Det h a r endnu slet ingen Fare,
Han re vn e r a f den Ros, han fik:
I Sk jaldsk ab han de læ rd es Skare,
I Læ rdom Sk jalde overgik.