275 / 646
Vartov Hospitals vornede og stavnsb. Bønder i det 18. Aarh. 2 6 9
neførsel og Dom. Han var da 36 Aar gammel og alt-
saa født før Frederik IV.s Regeringstiltrædelse.
Efter den Tid er de Vornede vel sagtens faldne til
Ro. De yngste af dem var jo nu over 30 Aar gamle,
de var bleven bosiddende Mænd og Familiefædre og
tænkte ikke mere paa at flytte eller rømme bort. I
hvert Fald høres efter 1730 ikke mere tale om dem.
Alle de Retssager, vi her har omtalt, er jo endt
paa en og samme Maade: Hospitalsforstanderen har
hver Gang vundet Processen, og Bonden er blevet dømt.
Og saaledes ender overhovedet alle de Vornedsager,
som er bleven opbevarede fra Vartov Gods. Man kan
dog sikkert ikke heraf slutte, at det har været vanske
ligt eller umuligt for Bonden at faa sin Ret. Forkla
ringen er vel den, at enten har Hospitalsforstanderen
kun anlagt Sag, hvor han var ganske sikker paa at
have Loven med sig; eller ogsaa har han ikke brudt
sig om at opbevare andre Domme end dem, han havde
vundet.
En enkelt Undtagelse foreligger dog.
I en
Dom fra 1722 ser vi Birkefogden i Ballerup f r i f i n d e
en Bondekarl for Fødestavns Tiltale under udtrykkelig
Påaberaabelse af Forordningen om Vornedfrihed af 1702.
Men det er ogsaa det eneste Tilfælde fra Vartov Gods,
hvor denne Forordning ses at have skaffet en Bonde
Friheden.
II. MILITÆRPLIGT OG STAVNSBAAND
De gamle Vornede døde bort, og Ordene Vornedret
og Vornedpligt træffes ikke længer i Procesakterne fra
Vartovs Gods. Men den samme Ufrihed under andre
Navne ventede den ny opvoksende Ungdom. Jagten
paa Bønderkarle fortsættes efter 1730 som før, — kun
drejede Retssagerne sig nu om Udskrivning, Soldater
tjeneste og Stavnsbaand.
Skønt den nye Ufrihed oprindelig var paalagt ude-