279 / 646
Vartov Hospitals vornede og stavnsb. Bønder i det 18. Aarh. 2 7 3
staar han sig at gøre det anden Gang, da skal han,
naar han ertappes, løbe tre Gange igennem Spits-Roden;
gør han det tredie Gang, skal han uden al Naade hæn
ges eller efter Sagens Beskaffenhed gaa i Jern paa Bre-
merholm hans Livstid«. Men selv disse Udsigter kunde
ikke holde Bønderkarlene tilbage. Gang efter Gang
rømte de bort for at undgaa den tvungne Tjeneste i
Landeværnet. Og man kan ikke fyldestgørende forklare
denne Uvilje mod den ny oprettede Milits ved at for
udsætte Fejghed og Ømskindethed hos Bønderne eller
ved at tillægge dem en gennemført Afsky for Mitær-
væsenet1). Thi det hænder ofte, f. Eks. paa Vartovs
Gods, at en Bondekarl, der er rømt for at undgaa Tje
nesten i Landmilitsen, straks efter lader sig frivillig
hverve til Rytter eller Soldat, hvorved man jo nærmest
skulde synes, han kun kom af Asken og i Ilden. Der
maa have været noget andet, spm jog ham bort. Og
man ledes næsten til at tro, at der endnu, trods Aar-
hundreders Vornedskab, har været saa megen Friheds
følelse hos den sællandske Bonde, at han foretrak fri
villig at trække i Trøjen, fremfor at lade sig tvinge
dertil. Og maaske Uviljen mod den nye Landmilits
har været saa meget stærkere, fordi den tilintetgjorde
Frugterne af Vornedskabets Ophævelse og forspildte for
Bønderne den Frihed, som de just troede at have
vundet.
I hvert Fald: de stavnsbundne Bønderkarle rømte
bort nu , ganske som de vornede tidligere havde gjort.
Og fra Godsejernes Side anstilledes de samme Jagter
paa dem nu som forhen.
De undvigte Bønderkarle blev jo efterlyste ved
Stikbreve, og disse giver saaledes en Forestilling om,
1)
Saaledes E. Holm i Hist. Tidsskrift 5, IV, 562 ff.
18