92 / 646
8 6
Vartovs Kilde ved Strandvejen
Paa Holbergs Tid var Troen paa Kildens undergø
rende Kraft allerede væsentlig tabt. Jeronimus mindes,
at »disse Kilderejser gjordes af Devotion i gamle Dage«;
men nu var det helt anderledes (3. Akt. 7. Sc.). Og Per
nille, der hører til den yngre Slægt, taler overlegent om
dem, som »af Overtro gør saadan Rejse Set. Hans Aften«
(1. Akt. 2. Sc.). — Holberg bar dog selv gerne villet give
det Udseende af, at han skrev »Kilderejsen« for at be
kæmpe Overtroen, — en saadan moralsk Tendens var jo
nødvendig i Datidens Skuespil. I sin Selvbiografi nævner
han blandt sine Komedier ogsaa Kilderejsen, »i hvilken
de
besynderligen railleres, som gør sig saa store Tanker
om den Kildes Kraft, som ligger her straks uden for Kø
benhavn, og derudover løber i Skokketal derud paa en
vis Tid om x\aret, nemlig om Set. Hans Nat« 1). Men det
er en Tendens, han lægger ind bagefter, — i Stykket selv
mærker man ikke noget til den, og den har sikkert ogsaa
været overflødig, da der paa den Tid ikke har været stort
af den oprindelige Mirakeltro tilbage.
Kilderejserne var her som andre Steder blevet til en
folkelig Midsommerforlystelse. Medens Fromheden og An
dagten svandt, blev Gøglet og Lystigheden tilbage, og de
trivedes godt efter Tidens robuste Smag. Usædeligheden
florerede, Slagsmaalene gik paa Livet løs, og Tyve og
Skælmer drev deres Spil. Saaledes skriver Politimester
Ole Rømer i Juli 1705 til Kongen, at Sankt Hans Kilde
færd uden for Østerport havde ført en stor Hob Betlere
her til Byen, ej-alene fra Landet, men ogsaa fra Skaane,
deriblandt en Hob Krøblinge og »Garstige« af Profession.
Han havde begyndt at lade dem indfange; nogle var alle
rede overskikkede til Skaane, andre indsatte i Børne- og
Pesthuset. »Alle tilsammen maa dog ikkun være en ringe
Del imod de, der ere tilbage, alligevel formindskes Fang
’) Holbergs Levned. 1745, S. 136.