58 / 137
50
I N D E N B Y S K I RK E G A A R D E
tet, og lians Re formp laner skulde helst lægges til Side. Men den Sag,
han her havde rejst, kom man dog ikke uden om. I
1780
rørte Kan
celliet forsigtigt ved den med en Forespørgsel til Bisper og Stiftamt-
mænd, om der kunde være noget til Hinder for, at Ligs Bisættelse i
Kirkerne eller Begravelse under Kirkegulvet b lev forbudt. Der kom
fore løb ig ikke noget ud af dette Tilløb , og tyve Aar efter kunde Kan
celliet paany udsende ganske det samme Spørgsmaal til Bisperne.
Men Tiden modnedes langsomt. Fra Udlandet virkede Eksemplet,
saaledes da Kejser Josef II i
1784
forbød alle Begravelser i W ien og
resolut flyttede alle Kirkegaarde uden for Byens Volde. Herh jemme
viste Regeringen sit Sindelag ved kraftige Forhø je lser af Betalingen
for indenbys Gravsteder og ved at lade sin Kollegialtidende, der be
gyndte at udk omm e i
1798
, stadig anbefale Benyttelsen af de Kirke
gaarde, der allerede fandtes uden for Voldene. Det hedder saaledes i
en Artikel i T idendens første Aargang: »Ingen vil kunne med Glæde
besøge sine afdøde Venners Grave, naar disse bestaa i en m ø rk og
stinkende Kælder, fra hvis Aabning man farer tilbage som fra en
rædsom Afgrund. Ingen kan med Sjælens Ro og alvorlige Følelser ty
hen til det Gravsted, der g emme r en elsket Vens Ben, naar han ogsaa
der rnaa omringes af støjende Menneskers Vr imme l og forstyrres af
Byens Larm. Saadanne Følelser kræve rolig Frihed og stille En s om
hed ; men den bo r ej inden for Købstadens Porte, og endnu mindre
inden for Hovedstadens V o l d e « . 1)
Den svulstige Stil er Tidens egen, men Indholdet af Artiklen er rig
tigt nok ; den Tids indenbys Kirkegaarde var langt fra at være fred
lyste Steder. Offentlige Stier eller Veje førte hen over dem, saaledes
en Passage tværs over Nikolaj Kirkegaard, omtrent hvor senere Niko-
lajgade blev anlagt, og en lignende paa langs gennem Trinitatis Kirke
gaard fra Købmagergade til Springgade. Ho lmens og Helliggejstes
Kirkegaarde benyttedes af de om b o end e til der at tørre Vasketøj og
sole Sengklæder, og Kirkeværgerne stod magtesløse i ethvert Forsøg
paa at hindre denne Uskik.2)
Regeringen og Kollegialtidende g jo rde endvidere hvad de kunde
for at opmuntre den nye Skik, der omkr ing ved Aarhundredskiftet
begyndte at blive Mode: at indrette private Begravelser helt uden for
Kirkegaardene. I
1798
fik Major Derschau i Køge Tilladelse til at ind
rette sig et Gravsted paa en lille
0
ved Gammel-Køge. Aar
1800
blev
der givet Tilladelse til at indrette private Begravelser paa to Landste
der, som bar Navnene Ro lighed og Nø jsomhed , — dog ikke de to b e
kendte københavnske E jend omme af disse Navne, men begge belig
gende i Norge. Men ogsaa i og ved København trængte Skikken frem. I
1802
fik Justitsraad Lange Tilladelse til paa sin Gaard Nørre-Alleen-