VestreKirkegaard

U D E N B Y S K I RK E G A A R D E

»Først skal det strengeligen være hannem forbudet at ho lde Dob -

bel og Drik, desligeste buse eller dølge Skarnsfolk og Uryggeløse i

samme Kirkegaards Hus, ved sin Hals, men afstyre og straffe Udyd og

Skalkhed det meste, han kan, eller give det tilkende for Øvrigheden«.

Tidsler, Areller og andet unyttigt skal han »opdrage« og der imod

plante Ask og Lind omkring Kirkegaarden. Port og Laage skal han

ho lde lukket, naar Stadens Porte laases, »at der inde ikke skal skjules

og foraarsages Synd og Ondskab, som desværre tilforn sket e r « . 1)

Da Uordenerne vedblev , fik Lavrids Bøssestøber paany Befaling til

at tage sig af Kirkegaarden. En Dag, han var derude, og der faldt »en

stor Slapsne og Begn« , traf han nogle Dannekvinder, som sagde til

ham : »Gud have Lov, I have nu flyet Kirkegaarden vel, og vi vel be

hager ham« . Og derpaa bad de ham, »at naar de skulde følge de dødes

Lig derud, at de da maatte faa et Hus at kunne staa i Tørre at høre

Guds Ord og faa nogen Fortrøstning at gaa hjem med, fordi Præsten

stod her ude og for stor Sne og Begn kunde ingen Fortrøstning give

d em « . Dette gav Anledning til, at Lavrids Bøssestøber i

1566

fik o p

ført et Kapel af Bindingsværk ude paa Kirkegaarden. I Kristian IV.s

Tid afløstes det af den Forstadskirke, der stod paa Kirkegaarden ind

til Belejringen

1658

, da den b lev nedb rud t .2)

Kirkegaarden uden for Nørreport, som oprindelig kun havde været

bestemt for Pestlig og senere benyttedes til Begravelsesplads for hen

rettede Forbrydere, har formodentlig faaet et hyggeligere Præg, efter

at den var bleven Sognekirkegaard for Forstædernes Beboere. Alle

rede i Lavrids Bøssestøbers Tid var det blevet paalagt Graverne at

plante Aske- og Lindetræer omkr ing Kirkegaarden, og hundrede Aar

senere var den blevet et yndet Udflugtssted for Hovedstadens Be

boere. »Om Søndagen«, skriver Johan Monrad i sin Selvbiografi, »var

den fuld af Folk, saa Jorden var som skjult af dem, i det alle Folk,

Mænd og Kvinder med deres Børn og Tjenestefolk gik ud af K jøben-

havn og satte sig over hele Kirkegaarden, som var fuld af store L inde

træer, og fik Mad og lod hente til sig af de om liggende Haver«.

Denne Kirkegaard blev fuldstændig ødelagt i Belejringen, og da

der efter

1660

anlagdes en ny Fattigkirkegaard uden for Nørreport,

blev den lagt længere ud, i Nærheden af Ac c iseboden inden for P eb

lingebroen. Forho ldene her har ikke været bedre end paa Datidens

andre Fattigkirkegaarde. Det hedder i

1668

, »at Kulegraveren lader

Kulen staa aaben om Natten med Ligene, som der udi om Dagen ned

sættes, saa at hver kan sætte ned, hvo de ville, under den Prætekst,

saasom det skulde være fra de fattige. Og mest Ulempe har sin Ud

spring deraf, at der er ingen Præst forordnet at have Tils}m med

Kulegraveren«.3)