VestreKirkegaard

U D E N B Y S K I RK E GA A R D E

at de afviser Konsistoriums forstandige Forslag om ikke at sælge Jor

den paa længere Tid end højst

100

Aar; og først ved Begravelsesvæse

nets Omo rdn ing i

1860

blev en saadan Tidsgrænse fastsat.

Langsomt havde Assistens Kirkegaarden forvandlet den øde og

sumpede Fælled til en smuk og skyggefuld Park, og den ringeagtede

Fattigkirkegaard var blevet en blomstrende Ramme om en Række

Monumenter for Landets største Navne. Flere Gange var Kirkegaar-

den bleven udvidet: i

1828

, da der maatte skaffes mere Frijord , i

1853

, da de to kristianshavnske Kirker fik Andel i den, og i

1861

, da

Set. Johannes Kirke paa Nørrebro kom til. Den landlige Natur bo ldt

sig længe derude.

1805

b lev det forbudt at græsse Kreaturer paa

Kirkegaarden; men endnu i

1848

klager den kongelige Distriktsjæger

over, at Krybskytter gø r Jagt derude efter Harer og Agerhøns. Paa

fremmede g jorde Kirkegaarden Indtryk af at være en af de mest idy l

liske Pladser i Hovedstadens Nærhed og en af de skønneste Kirke-

gaarde i Eu r opa .1)

For den, der vil aflægge et Besøg paa Assistens Kirkegaard og ikke

har noget bestemt Maal for sin Vandring, kan det anbefales at opsøge

Mindesmærket over den store Sproggransker Professor R a sm u s

R a sk . Monumentet, der er tegnet af Rindesbøll, blev rejst

1842

for

Bidrag fra alle nordiske Lande. Det bærer Indskrifter paa fire Sprog.

Paa

Sanskrit

staar der : Der gives ingen Ven, som kan lignes med Virk

s omhed ; hvo der arbejder, synker ikke hen. Paa

Arabisk:

Sandheden

er klar, men det Falske er dunkelt. Paa

Islandsk

staar med Runeskrift

en Ytring af Kongespejlet: Vil du være fu ldkommen i Kundskab, da

lær alle Tungemaal, men glem dog ikke dit eget. Og paa

Dansk,

i Fac-

simile af Rasks egen Haandskrift: Sit Fædreland skylder man Alt,

hvad man kan udrette.2)