14 / 326
14
g
a z e
t
t
e n
.
Nr. 2.
Reform
Hvem var Morderen?
Fodtøi
er anbefalet af
mange
Læger, udmærker
sig ved
sin
brede, magelige
Fa-
§on, bør bruges af Enhver,
som vil gaa bekvemt og
ikke generes af sit Fodtøi.
Reform-Fodtøi
er
haand-
forarbeidet
af de
fineste,
bedste Skind- og Læder
sorter
og ikke dyrere end
almindeligt prima Fodtøi.
Magazin frangais,
2, Ny Østergade 2.
,Svaneapothekets Eiendom.
Bal-
Sæsonen.
Elegante Herre-Balsko,
nyeste Mode, kun 9V2 Kr.
Gemse - Snøresko
kun
8Vs Kr.
Magazin frangais,
2, Ny Østergade 2.
Svaneapothekets Eiendom.
Dame-
Balsko
med elegante Sløifer
kun
4 Kr.
Silkesko
i alle Mode
farver for 4 ,4V2, 6 å 10 Kr.
Magazin frangais,
2,
Ny Østergade 2.
Svaneapothekets Eiendom.
Skøite-
Støvler
til
Herrer, Damer
og
Børn.
Heraf føres et stort
Udvalg fra ganske billige
til de eleganteste.
Magazin frangais,
2, Ny Østergade 2.
Svaneapothekets Eiendom.
| O r d r e s mod Post
forskud.
Ethvert Par Fodtøi, som
ikke er efter Ønske, om
byttes.
En Kriminalnovelle
af
«L 1). I I . T e m m e .
(Fortsat).
„Er Skovriderens Kone svagelig ? “
spurgte jeg undervejs den gamle Aland.
„Plun er ikke blandt deraskeste“ , sva
rede han kort.
„Boer De her i Nærheden? “
»Ja “ .
„Har De boet her længe? “
»Ja“ .
Han havde aabenbart ingen Lyst til
at indlade sig i en Samtale med mig.
Derfor spurgte jeg ham heller ikke om
mere. Han var ogsaa et Stykke af en
Gaade.
Vi kjørte igjennem Skoven, næsten i
en Halvbue, langs et øde, vidtstrakt Alose-
drag, hvor hist og her enkelte smaa
Grupper Elletræer dukkede frem. Den
gamle Mand saa engang imellem saa
underligt ud over Alosen, og hans Blik
hvilede uroligt paa de forkrøblede Træer.
Da vi havde kjørt omtrent i en Time
langs Mosen, bøjede Vejen lidt af, og
hans Blik faldt paa én Gang paa en
Gjenstand, som stod umiddelbart ved Vejen.
Det var et simpelt, sort Trækors. Han
syntes at blive forskrækket og skævede
[ uvilkaarligt om til mig.
„Hvad betyder det K ors?“ spurgte
jeg ham.
„At der her er slaaet et Alenneske
ihjel “ , svarede han kort.
„Er det længe siden? “ spurgte jeg
igjen.
„Syv Aar“ .
„Hvem har sat Korset? “
»Jeg“ .
„Den Dræbte var altsaa en af Deres
Bekj endte-? “
„Ja “ .
„Saa kunde De fortælle mig de nær
mere Omstændigheder “ .
„Det staar i Deres Protokoller“ .
„Hvad hed den Dræbte? “
„Felsener. Han var Forstvæsenselev
„Og hans Morder? “
Den gamle Aland svarede ikke. Han
syntes at være hensunken i smertelige
Erindringer. Jeg gjentog mit Spørgsmaal.
„En Krybskytte“ , svarede han kort,
næsten uforstaaeligt.
Vi naaede Stedet, hvor — som Skov
riderens Kone havde sagt — „Ulykken
var sket“ .
Overførsteren og Skovrideren var der
allerede. Den første kjendte jeg, Skovrider
W olf derimod ikke.
Han var en lille, svær Mand midt i
Trediverne, med et blegt Ansigt; smalle,
sammenknebne Læber; dybtliggende, graa
Øjne og sort, kortklippet Haar.
Hans
Blik var uroligt og han gjorde i det Hele
taget et ubehageligt Indtryk.
Hvorledes var denne Mand kommen i
Besiddelse af hin smukke, lidende Kone?
Var han maaske Aarsagen til hendes li
dende Udseende? Skulde han bringe mig
Opløsning paa d^ tidligere Gaader, eller
var han selv en Gaade?
Jeg forhørte ham i Anledning af Drabet
paa den unge Bonde. Han fortalte aabent,
uden Forbehold, hele Tildragelsen; men
paa hvilken underlig Maade!
„Jeg har skudt ham. Aled rolig, koldt
Blod har jeg skudt ham. Han vilde ikke
lystre mig. Han var opsætsig imod mig.
Han hævede truende sin Øxe, da var det
efter Loven min Ret og Pligt at skyde
ham. Det gjorde mig ondt, at jeg var
tvungen dertil. Det var et Menneskeliv.
Han var en ærlig Fyr, kun noget raa har
han altid været. Jeg overlagde hos mig
selv, om det var nødvendigt. Alen Loven
fordrede det af mig. Og der var andre
Folk i Nærheden, som var Vidner til hans
Opførsel. Det vilde for bestandig have
været ude med min Embeds-Autoritet i
Skoven, hvis jeg havde givet efter, hvis
jeg ikke havde havt Alod til at gjøre, hvad
mit Embede og min Pligt fordrede af mig.
Alt dette overlagde jeg. Der blev intet
Aalg tilbage. Jeg bad i mit Hjerte Gud
om Tilgivelse, hvis jeg begik en Synd, idet
jeg adlød Lovene, som Kongen havde
givet, og som jeg havde svoret paa at
overholde. Saa skød jeg ham“ . —
Det var hans Forklaring. Den kom
fra hans Inderste. Der var ikke et Ord
Forstillelse deri. Det var den frygteligste
Fanatismes Overbevisning.
At hin stakkels Kone — hun faldt mig
uvilkaarlig først i Tanker — , at hun var
bleven ulykkelig med dette Menneske var
udenfor al Tvivl. Alen hvorfor havde hun
da giftet sig med ham? Og hvorledes
var han bleven, det han var?
Midt under hans rolige, klare Udta
lelser syntes jeg, at han et Øjeblik piud
sig blev grebet af en indre Skræk og jeg
troede at opdage det samme ængstelige,
sky Udtryk i hans Øjne, som jeg tidligere
havde bemærket hos hans Kone og den
gamle Christian, idet han fra Siden af lod