182 / 326
182
Q A Z E T T1E N-.
3
En Koldtvandskur.
(Sluttet.)
„Deres mærkelige Drøm“ , vedblev
den fine Mand, „er et af de sikreste
Ivjendetegn; thi Legemets Sygdom
giver sig derved til Kjende gjennem
Sjælen. Men De behøver aldeles ikke
at ængstes for denne Sygdom. Hvis
De vil, helbreder jeg Dem grundig
inden tolv Timer. Giver De Dem der
imod de alløopatiske Kvaksalvere i
Vold, er De fortabt. De har allerede
faaet en Forsmag paa, hvorledes Deres
Huslæge har taget fejl, og det vil
sikkert inden ret længe lykkes ham
eller en anden at lægge Dem i Gra
ven, hvis De vedbliver at lade Dem
behandle af disse Herrer for Vattersot.
Eller ogsaa vil De henimod Sæsonens
Slutning kunne rejse hjem til Slagelse
med sammenskrumpede Fingre og
Tæer, med knudrede Lede og Helveds
smerter i hele Kroppen. “
Haarene rejste sig paa Hovedet af
mig ved denne Tanke, og jeg kunde
i flere Minuter ikke fremføre et eneste
Ord. Det forekom mig allerede, som
om jeg mærkede alle de Symptomer,
han omtalte.
„Men sig mig en Gang“ sagde jeg,
„er De da Doktor
?1
„Nej, ikke i dette Ords sædvan
lige Betydning, men i Reformens
og Fremskridtets Navn hjælper jeg
undertiden den lidende Menneskehed
ved mine sjældne Kure — jeg er
Naturlæge.
Og jeg forsikrer Dem,
at for Deres Onde hjælper kun et —
og det er en Koldtvandskur.
De
studser. Efter at De nu saa længe
har drukket det herlige Carlsbergøl,
forbedret med en ægte engelsk Porter,
frygter De vel for i flere Uger at
skulle binde an med det klare Kilde
vand. Det er heller ikke min Mening.
Jeg kan i nogle faa Timer helbrede
Dem ved en eneste kraftig Indvikling,
og saa kan De for min Skyld gjærne
bagefter drikke Carlsbergøl i Tøndevis,
det skader ikke."
Denne Udsigt var altfor lokkende
for mig. Jeg erklærede mig beredt,
til fuldt ud at overgive mig til hans
Behandling. Men hvor og hvorledes?
„I den første den bedste Gjæst-
givergaard.
Fremgangsmaaden er
meget simpel.. Vi behøver ikke andet
end et Værelse med en Seng, nogle
linnede Stykker, et uldent Rejsetæppe
— mit her, for Eksempel, er meget
godt — og saa en Ballie med koldt
Vand.“
Vi steg af ved den næste Station,
tog ind i Gjæstgivergaarden og lod
os bringe de fornødne Rekvisiter. Saa
blev Stuedøren aflukket, og Kuren be
gyndte. Først dyppede min Hr. Natur
læge et stort Lagen ned i Ballien med
det iskolde Vand, saa bad han mig
om at foretage en fuldstændig Afklæd
ning å la Adam, og da jeg saa stod
for ham saa nøgen som jeg var kom
men til Verden, slog han det vaade
Lagen om mig og viklede det fast om
hele Kroppen paa mig, saa kun Ho
vedet stak ud. Jeg mistede næsten
Vejret herved men søgte dog at holde
mig tapper. Han lod miggheller ikke
faa lang Tid, til at anstille mange
Betragtninger, men lagde mig paa
Sengen og begyndte at indvikle min
Krop i lange Lærredsbind, fra Fød
derne og opefter, saa at jeg til Slut
ningen laa der som en levende Mumie.
Kun Hovedet var frit.
Jeg kunde
ikke saa meget som røre en Finger
eller bøje en Taa.
„Bliver De nu varm?" spurgte
Naturlægen. — Om jeg var varm!
Jeg ligefrem kogte i min egen Sved.
„Naa, det er godt. Luk nu Munden
rigtig højt op — saa højt som De
kan — saa skal jeg drive Gigten u d !“
I samme Ojeblik som jeg aab
nede Munden, stoppede han mig
et fast sammenrullet Lommetørklæde
næsten helt ned i Halsen og bandt et
Haandklæde rundt om Hovedet paa
mig og knyttede det i Nakken.
„Saa, lad det saa være nok der
med," vedblev Mennesket. „Jeg be
høver ikke at anmode Dem om, hverken
at tale eller røre Dem, thi ingen af
Delene er De i Stand til. Nu tillader
De mig maaske godhedsfuldt, at jeg
gjør et lille Indgreb i Deres Guld- og
Seddelpenge", og med disse Ord tømte
han mine Lommer, og tog alt, hvad
jeg havde hos mig af Penge og lod
det forsvinde i sine Buxelommer.
„Smaamønterne i Portemonnæen,
Deres Uhr og Kjæde og andre Nips
sager lader jeg blive tilbage," sagde
han med djævelsk Høflighed, idet han
vendte sig om mod Døren og lettede
paa Hatten, „for at De kan betale
Værelset og en Billet med Jærnbanen
tilbage til Slagelse. Jeg har sagt til
Opvarteren, at han ikke maa forstyrre
Dem i det første tre Timer og vil
nu anbefale mig til Deres Bevaagen-
hed, naar De atter maatte trænge til
en Koldtvandskur."
Han bukkede høfligt og forlod
syngende Værelset, idet han lukkede
Døren rask efter sig.
Der laa jeg nu, fuldstændig hjælpe
løs og uden at kunne give den fjær-
neste Lyd fra mig, medens den frække
Røver i Ro og Mag fik Tid til at
bringe sit Bytte i Sikkerhed.
Endelig, efter en skrækkelig Vente
tid paa tre samfulde T im er, tog
der nogen i Døren.
Det var Opvar
teren.
Da han saa min Tilstand,
anede han straks Uraad og løste mig
i en Fart af min Indvikling; men
Skurken var væk, og det lykkedes
aldrig at faa fat paa ham.
Der blev naturligvis ikke noget af
min Rejse til Klampenborg, da Slyng
len næppe havde ladet mig beholde
saa mange Penge, at jeg kunde rejse
hjem igjen. Men Vattersoten mær
kede jeg sidenefter aldrig noget til,
og hvis jeg virkelig har havt en Smule
Ansats til Gigt, saa har Hallunken
grundig fordrevet den ved sin Koldt
vandskur, som jeg aldrig skal for
glemme saa længe jeg lever!"
EnKjørsel pa Liv og Død.
En kold og stormfuld Vinteraften
kjørte et Selskab paa fire Personer
med Postvognen fra Hjørring til Aal
borg. Paa Bagsædet sad to Damer,
en ældre og en yngre, som, man straks
saa var Moder og Datter. ' Den ældre
var i Tredserne og gjorde et Indtryk
af rolig Værdighed; hun var overmaade