Previous Page  22 / 326 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 22 / 326 Next Page
Page Background

GrA

z,

E T T E

M.

Nr. 3

Reform

Fodtøi

er anbefalet af

mange

Læger, udmærker

sig ved

sin

brede, magelige

Fa-

gon, bør bruges af Enhver,

som vil gaa bekvemt og

ikke generes af sit Fodtoi.

Reform-Fodtøi

er

liaand-

forarbeidet

af de

lineste,

bedste Skind- og Læder­

sorter

og ikke dyrere end

almindeligt prima Fodtøi.

Magazin frangais,

2, Ny Østergade 2.

Svaneapothekets Eiendom.

Bal-

Sæsonen.

Elegante Herre-Balsko,

nyeste Mode, kun 972 Er.

Gemse - Snøresko

kun

87 2 Kr.

Magazin frangais,

2, Ny Østergade 2.

Svaneapothekets Eiendom.

Dame-

Balsko

med elegante Sløifer

kun

4 Kr.

Silkesko

i alle Mode­

farver for 4,472, 6 å 10 Kr.

Magazin frangais,

2, Ny Østergade 2.

Svaneapothekets Eiendom.

Skøite-

Støvler

til

Herrer, Damer

og

I Børn.

Heraf føres et stort

Udvalg fra ganske billige

til de eleganteste.

Magazin frangais,

2. Ny Østergade 2.

Svaneapothekets Eiendom.

Ordres mod Post­

forskud.

Ethvert Par Fodtøi, som

ikke er efter Ønske, om­

byttes.

Hvem var Morderen?

En Kriminalnovelle

af

.1 . T > . I I . T e m m e .

(Forts'at).

Den gamle, ofte straffede Krybskytte

og dømte Morder kæmpede ikke med hin

Døds Skræk og Kvaler.

Kun var han

bleven svag efter sin Samtale med Præ­

sten. Han aandede langsomt og svært.

Do den stod ved lians Leje. Han vidste

det, men han kæmpede ikke med den.

Han kunde rolig afvente dens Komme.

Den Fred og Ilo, som hvilede over

Mandens dødblege Ansigt og hans næsten

klare Blik, greb mig usædvanlig.

Kan

det

være en Morder? maatte jeg

uvilkaarlig spørge mig selv, og jeg be­

svarede mit Spørgsmaal benægtende, lige­

som den Gejstlige havde gjort. Kunne

Dommere ikke ogsaa dømme en Uskyldig?

Hans Øjne straalede klarere, da han

saa den Gejstlige vende tilbage med mig.

„Er

det

Hr. Assessoren? “ spurgte han

mig hurtig, som om han frygtede for, at

Døden kunde kalde ham, før han tik tor­

talt mig alt.

„Ja, hvad har De at sige m ig?“ sva­

rede jeg ham.

„Jo, ser De, min Herre. Jeg kunde

nok lide at fortælle Dem selv, at jeg er

uskyldig i Forstvæsenselevens Død.

For

den Sags Skyld kan jeg dø rolig. En

Krybskytte har jeg været. Men jeg har

faaet min Straf derfor, og den kjære Gud

vil nok tilgive mig det Par Harer og Raa-

dyr, som jeg har skudt her paa Jorden.

Han lader jo hvert Aar saa mange fødes

— og hvorfor skal de allesammen tilhøre

Kongen og Skovriderne. En stakkels Mand,

som har Kone og Børn, kan dog ogsaa

. . . . Men det var om Mordet paa Forst­

væsensleven , at jeg vilde fortælle Dem.

Deri er jeg uskyldig, saa sandt som jeg,

trods alle Harerne og Raadyrene, dog

' haaber at komme til Gud."

En heftig Hoste afbrød ham.

Han

; havde ophidset sig og talt hurtigt og højt.

Men ethvert af hans Ord, enhver Lyd

i hans Stemme var et vidunderligt Vidne

og Borgen for, at han talte Sandhed.

Hosten holdt kort efter op, og han

kom atter lidt til sig selv. Jeg formanede

ham til at tale langsomt og roligt.

„Har De kjendt den rette Morder?"

spurgte jeg ham saa.

„Jeg tror det," svarede han.

„Men

tør ikke indestaa derfor."

„Angav De ingen til Protokollen?"

„Aa, jo. Men, det var den urette."

„Hvem angav De?"

„Den gamle Skovrider. Men det var

ikke ham."

„Og De angav ham dog?"

„Jeg troede, at han var Morderen.

Det maatte jeg. Endnu for en halv Time

siden — “

Han holdt igjen op med at tale; hans

Aandedræt var bleven svagere.

„Hvorfor indtil for en halv Time

siden ? “

Hans Øjne havde faaet et ubeskrivelig

klart Skin.

„Hr. Assessor," sagde han langsommere,

næsten højtideligt, „naar man staar saa

nær for Døden, er man dog et andet

Menneske.

Det blev før paa én Gang

saa lyst her i Hovedet, jeg saa alt saa

tydeligt for mig og Ting, som jeg aldrig

i Livet før har tænkt paa, dukkede op for

mit indre Blik. Indtil da har jeg altid

tænkt, at det var den gamle Skovrider.

Men det har dog aldrig været rigtig klart

for mig.

Og nu paa enGang saa jeg

hele Historien for mig, den . . . "

Han havde atter anstrængt sig og var

bleven meget mat. Hans Øjnes Giands

lignede en svævende Flamme.

Døden

maatte snart komme. Jeg >betragtede ham

med spændt Opmærksomhed.

Han havde Ret. Hvor ofte ser man

ikke, at den menneskelige Aand. hæver sig

i Dødsstunden til en vidunderlig Klarhed,

som om den allerede var løst fra Lege­

mets Lænker. Den ser Lys og Sandhed,

hvor der forhen kun var Mørke og Skuf­

felse.

„Den Myrdede saa jeg," fortsatte han

langsomt og svagt, „og mit Gevær — og

Morderen — og — men det var ikke den

gamle — og hende saa jeg — ja, hende,

som — “

Plans Stemme blev svagere og sagtere

og tilsidst blev den ganske uforstaalig.

Saa tav han stille. Hans Øje bristede.

Endnu en dyb Rallen, og han var død.

„Var det en Morder, som her døde?"

spurgte den Gejstlige mig.

„Nej," maatte jeg svare.

„Saa vil mine Bønner for hans stak­

kels Sjæl desto snarere tinde Bønhørelse."

Han lukkede den Dødes Øjne og for­

blev hensunken i Bøn ved hans Leje.

Jeg lod mig den næste Morgen bringe

Akterne, hvorefter Frederik Sander var

bleven dømt som Morder, de indeholdt

øflgende: