22 / 326
GrA
z,
E T T E
M.
Nr. 3
Reform
Fodtøi
er anbefalet af
mange
Læger, udmærker
sig ved
sin
brede, magelige
Fa-
gon, bør bruges af Enhver,
som vil gaa bekvemt og
ikke generes af sit Fodtoi.
Reform-Fodtøi
er
liaand-
forarbeidet
af de
lineste,
bedste Skind- og Læder
sorter
og ikke dyrere end
almindeligt prima Fodtøi.
Magazin frangais,
2, Ny Østergade 2.
Svaneapothekets Eiendom.
Bal-
Sæsonen.
Elegante Herre-Balsko,
nyeste Mode, kun 972 Er.
Gemse - Snøresko
kun
87 2 Kr.
Magazin frangais,
2, Ny Østergade 2.
Svaneapothekets Eiendom.
Dame-
Balsko
med elegante Sløifer
kun
4 Kr.
Silkesko
i alle Mode
farver for 4,472, 6 å 10 Kr.
Magazin frangais,
2, Ny Østergade 2.
Svaneapothekets Eiendom.
Skøite-
Støvler
til
Herrer, Damer
og
I Børn.
Heraf føres et stort
Udvalg fra ganske billige
til de eleganteste.
Magazin frangais,
2. Ny Østergade 2.
Svaneapothekets Eiendom.
Ordres mod Post
forskud.
Ethvert Par Fodtøi, som
ikke er efter Ønske, om
byttes.
Hvem var Morderen?
En Kriminalnovelle
af
.1 . T > . I I . T e m m e .
(Forts'at).
Den gamle, ofte straffede Krybskytte
og dømte Morder kæmpede ikke med hin
Døds Skræk og Kvaler.
Kun var han
bleven svag efter sin Samtale med Præ
sten. Han aandede langsomt og svært.
Do den stod ved lians Leje. Han vidste
det, men han kæmpede ikke med den.
Han kunde rolig afvente dens Komme.
Den Fred og Ilo, som hvilede over
Mandens dødblege Ansigt og hans næsten
klare Blik, greb mig usædvanlig.
Kan
det
være en Morder? maatte jeg
uvilkaarlig spørge mig selv, og jeg be
svarede mit Spørgsmaal benægtende, lige
som den Gejstlige havde gjort. Kunne
Dommere ikke ogsaa dømme en Uskyldig?
Hans Øjne straalede klarere, da han
saa den Gejstlige vende tilbage med mig.
„Er
det
Hr. Assessoren? “ spurgte han
mig hurtig, som om han frygtede for, at
Døden kunde kalde ham, før han tik tor
talt mig alt.
„Ja, hvad har De at sige m ig?“ sva
rede jeg ham.
„Jo, ser De, min Herre. Jeg kunde
nok lide at fortælle Dem selv, at jeg er
uskyldig i Forstvæsenselevens Død.
For
den Sags Skyld kan jeg dø rolig. En
Krybskytte har jeg været. Men jeg har
faaet min Straf derfor, og den kjære Gud
vil nok tilgive mig det Par Harer og Raa-
dyr, som jeg har skudt her paa Jorden.
Han lader jo hvert Aar saa mange fødes
— og hvorfor skal de allesammen tilhøre
Kongen og Skovriderne. En stakkels Mand,
som har Kone og Børn, kan dog ogsaa
. . . . Men det var om Mordet paa Forst
væsensleven , at jeg vilde fortælle Dem.
Deri er jeg uskyldig, saa sandt som jeg,
trods alle Harerne og Raadyrene, dog
' haaber at komme til Gud."
En heftig Hoste afbrød ham.
Han
; havde ophidset sig og talt hurtigt og højt.
Men ethvert af hans Ord, enhver Lyd
i hans Stemme var et vidunderligt Vidne
og Borgen for, at han talte Sandhed.
Hosten holdt kort efter op, og han
kom atter lidt til sig selv. Jeg formanede
ham til at tale langsomt og roligt.
„Har De kjendt den rette Morder?"
spurgte jeg ham saa.
„Jeg tror det," svarede han.
„Men
tør ikke indestaa derfor."
„Angav De ingen til Protokollen?"
„Aa, jo. Men, det var den urette."
„Hvem angav De?"
„Den gamle Skovrider. Men det var
ikke ham."
„Og De angav ham dog?"
„Jeg troede, at han var Morderen.
Det maatte jeg. Endnu for en halv Time
siden — “
Han holdt igjen op med at tale; hans
Aandedræt var bleven svagere.
„Hvorfor indtil for en halv Time
siden ? “
Hans Øjne havde faaet et ubeskrivelig
klart Skin.
„Hr. Assessor," sagde han langsommere,
næsten højtideligt, „naar man staar saa
nær for Døden, er man dog et andet
Menneske.
Det blev før paa én Gang
saa lyst her i Hovedet, jeg saa alt saa
tydeligt for mig og Ting, som jeg aldrig
i Livet før har tænkt paa, dukkede op for
mit indre Blik. Indtil da har jeg altid
tænkt, at det var den gamle Skovrider.
Men det har dog aldrig været rigtig klart
for mig.
Og nu paa enGang saa jeg
hele Historien for mig, den . . . "
Han havde atter anstrængt sig og var
bleven meget mat. Hans Øjnes Giands
lignede en svævende Flamme.
Døden
maatte snart komme. Jeg >betragtede ham
med spændt Opmærksomhed.
Han havde Ret. Hvor ofte ser man
ikke, at den menneskelige Aand. hæver sig
i Dødsstunden til en vidunderlig Klarhed,
som om den allerede var løst fra Lege
mets Lænker. Den ser Lys og Sandhed,
hvor der forhen kun var Mørke og Skuf
felse.
„Den Myrdede saa jeg," fortsatte han
langsomt og svagt, „og mit Gevær — og
Morderen — og — men det var ikke den
gamle — og hende saa jeg — ja, hende,
som — “
Plans Stemme blev svagere og sagtere
og tilsidst blev den ganske uforstaalig.
Saa tav han stille. Hans Øje bristede.
Endnu en dyb Rallen, og han var død.
„Var det en Morder, som her døde?"
spurgte den Gejstlige mig.
„Nej," maatte jeg svare.
„Saa vil mine Bønner for hans stak
kels Sjæl desto snarere tinde Bønhørelse."
Han lukkede den Dødes Øjne og for
blev hensunken i Bøn ved hans Leje.
Jeg lod mig den næste Morgen bringe
Akterne, hvorefter Frederik Sander var
bleven dømt som Morder, de indeholdt
øflgende: