Nr. 3.
G; A
Z,
E- T T EfcUr.
Midt i Skoven laa Skovriderliuset
Winkelhorst.
For syv Aar siden boede
der den gamle Skovrider Hartmann, hans
eneste Datter Marianne, en Jæger Gotfred
Wolf, en Forstvæsenselev Alfred Felsener,
en gammel Karl Christian Baumann og en
Tjenestepige.
Skovrideren var Enkemand, hans Dat
ter en smuk, blomstrende Pige paa atten
Aar. Jægeren W olf havde været der i tre
A a r; han var bleven sendt den gamle Skov
rider som Medhjælper, da denne med
Aarene var bleven stiv og plaget af Gigt.
Forstvæsenselev Felsener var først for et
halvt Aar siden kommen til Skovrider
huset, Han var Søn af en afdød højere
Skovembedsmand og skulde slaa ind paa
samme Bane, hvorfor han først maatte
lære den praktiske Tjeneste at kjende. Og
dette mente hans Familie, at han bedst
kunde i Winkelhorst hos den dygtige Skov
rider Hartmann.
Skovriderhuset laa ensomt i Skoven.
Til det nærmeste, beboede Sted, Lands
byen Holzhausen, var der en god halv
Mil. Her var i Almindelighed Samlings
stedet for de rundt om boende Honora
tiores: Godsbesiddere, Kjøbmænd, Præster
og Embedsmænd.
Skovrider Hartmann
hørte ogsaa til disse.
Hans Datter Ma
rianne var en Pryd for den landlige Sel
skabskreds. Hun forbandt en god Dan
nelse med sit smukke Ydre. Som Barn
havde hun faaet Undervisning af Præsten
i Holzhausen og senere havde hun været
et Aar i Pensionat i Provindsens Hoved
stad. Forstvæsenselev Felsener blev af
Skovrideren taget med til Selskaberne i
Holzhausen. Den smukke, dannede, unge
Mand, som tilmed tilhørte en af de mest
ansete Embedsmænds Familier i Provind
sen, var meget rig og havde en betydelig
Løbebane for sig, hvorfor han var særlig
velset i denne Kreds. Han satte ogsaa
selv stor Pris paa at komme der. Natur
ligvis kun, naar Marianne, Skovriderens
Datter, var med. Uden hende saa man
ham ikke i Holzhausen; med hende var
han der altid.
Der var mange, som rystede paa Ho
vedet herover. Hvad skulde det blive til?
Den fornemme, rige, dannede, unge Mand
tænkte dog ikke paa at række sin Haand
til en simpel — om end efter sine h or-
hold taalelig godt dannet —- Datter af en
ubemidlet, underordnet Skovrider.
Det
vilde sikkert ikke tage nogen god Ende.
Andre mente derimod, at den unge Mand
var en Hædersmand, og at Kjærligheden
gjør alle lige. Men der var endnu ingen,
som havde talt til de to unge Folk om
deres Forhold, heller ikke til den gamle
Skovrider. Man vidste derfor ikke, hvor
ledes han vilde stille sig dertil, eller om
han i det Hele taget havde nogen Anelse
eller Kjendskab dertil. Men bestod der
da virkelig noget som helst Forhold imel
lem de unge Folk? Man sluttede det jo
kun af deres Samværen.
Den 24. Juni fejrede man en Kirkefest
i Holzhausen.
Omegnens Honoratiores
plejede da altid om Aftenen at samle sig
i Gjæstgivergaarden til et lille, landligt
Bal. Saaledes 'Ogsaa det Aar.
Fra Skovriderhuset Winkelhorst var de
der alle; den gamle Skovrider, hans Datter
Marianne, Forstvæsenselev Felsener og
Jægeren Gotfred Wolf. Tidligere havde
denne ingen Del taget i de selskabelige
Sammenkomster i Holzhausen. Han var
en simpel Jæger, som ikke følte sig rigtig
hjemme i denne Kreds, der i mange Henseen
der stod saalangt over ham ; dertil var han
\
stille og tilbageholden. Men han var en dyg
tig Skovmand, og Skovrideren satte stor Pris
paa ham. Det var ogsaa efter dennes
særlige Opfordring, at han idag var
gaaet med.
De fire havde i Forening begivet sig
afsted; det var om Eftermiddagen. Som
merdagen var smuk, •og Vejen førte hele
Tiden gjennem den skyggefulde Skov. Der
for foretrak de at gaa.
Alfred Felsener havde endnu om Mor- !
genen erklæret, at han ikke vilde med.
Kort efter Middag havde Postbudet bragt
ham et Brev, efter hvis Gjennemlæsning han
bad Skovrideren, om han dog alligevel
ikke maatte gaa med. Brevet var fra
hans Moder, havde han sagt, og det inde
holdt en meget behagelig Efterretning for
ham. Hans Ydre og hele hans Væsen be
kræftede denne Meddelelse. Under Ballet
var han hele Aftenen i det bedste Humør.
I hans Øjne troede man at kunne læse en
ganske særlig Lykke. Han dandsede kun
med Marianne, som ligeledes idag syntes
at være overmaade lykkelig.
Allerede om Aftenen Klokken ti havde
Skovrider Hartmann forladt Ballet og
Holzhausen tilligemed sine tre Ledsagere.
Gigten havde meldt sig, sagde han, saa
maatte han søge tidlig til Ro. Han havde
foreslaaet de andre at blive; men de vilde
alle ledsage ham.
(Forts.)
?-4
0
m
•rH
P
h
M
æ
(fj
et i
32
O
i
® O
a
3
S ^
. a i
f“H 2
P 3i
0
* C
H g j )
• iH 0
h
m
u
©
h
-t-=>
æ
z o
<
cc
bf)
c€
w ^
H
#
O
o
p
H ^
^ -rH
®
-
a
1
»
bt
L
•
p
H
o3
+ 3
0
<
o3
ft
0
5
h
i
•es
i— i
P
O
o
T” ""1
• H
S
s
&
'S ?
Cv o
Cw
OT pi=>„o hr
r i .
o,
®
g 5
S s
O ,
*1—5
g
CO ‘l 3
02
m
45
O 3 v o
.*
?
kJ ^
Wå
tfi
S £
o
_
c
o
-
K
c &
O)
S
co
02
's
.0!
s
43
S
im
--
l i
*
£
02 o
tH
»
cS
13
C
QC
O
O
Pi
O
o
B
® eg
m
<
4
h
JN C5
H O
s
CD
Ja
O
Q
<!