S_Gazetten

256

O A Z E T T E K

Nr. 32.

U g e - R e v u e .

Saa skal vi da altsaa til at plages igen

med Teatrene og alt til Skuespillerfaget hen

hørende.

Det er ellers en af de mere betydelige

Glæder ved Sommeren, den være forresten

saa slem, den være vil, at hele .Komedien

flytter paa Landet. Det bliver en ulykkelig

Dag den Dag, da det gaar i den Grad Pokker

i Yold med Teatrene, at Skuespillerne bliver

saa reducerede, at de ikke en Gang faar

Baad til det.

Endnu er vi dog fri for dem et Par

Maaneder, selv om vi ikke undgaar at faa

at vide, hvad det Badested hedder, hvor

baade Hr, Petersen og Frk. Jørgensen,

ste

Herre og 2aen Gæst har slaaet sig ned.

Men nu er de der allesammen, og det

er ikke med dem som med Svinene i det

ikke ubekendte Spil, som alle Byens Bog

handlere for Tiden beskæftiger sig med at

at finde Variationer paa, at li’esom de er

der, saa er de der ikke.

For Skuespillerne er her, og de bliver

her, og det baade kongelige og private.

Skuespillerne kan have mange Fejl, men

ingen ?kal sige om dem, at de ikke er præ

cise den 1ste Avgust, den Dag, der betales

Gage, ogsaa kaldet Forskud.

De er da ogsaa mødt alle som én und

tagen to. Hvem ? Den store Direktørfrue

og den lilleWest, der blæ

sende ad Begn og Slud>

Storm og Kulde farer

hen over Heden paa

deres Enspænder, syng

ende den hvikke

sang :

Sko min Hest,

Hvem kan bedst?

Thora og West!

Naar de to har endt Træneringen og

præsenterer sig paa Eremitagen til næste

Aar, saa kan samtlige Officererne lige saa

godt straks lægge sig i Grøften. For Thora

og West tager dem som en engelsk Miss.

Nu har Skuespillerne moret sig selv saa

god^ i Sommer, lad os nu se, om de kan

more os en Smule i Vinter. Vi faar at se.

Jeg nægter ikke, jeg er en Smule bange

for al den literære Komedie. For det første

ved jeg ikke rigtig, hvad det er for noget,

for det andet tror jeg ikke, det er mor

somt.

I det kgl. Teater vil jeg allenfals opgive

den Klapplads, jeg nu paa 14. Aar har sid

det paa. Det kunde ikke falde mig ind at

betale forud, hvor store Tab end Teatret

lider, og hvad Fornøjelse kan der blive ud

af det hele, nu da de andre Teatre faar alle

de gode Stykker, mens Kammerherren maa

nøjes med Smulerne.

Ligervis som Hr. Bauditz, der nu staar

for Tur i Læderstræde. De Par Abonnent-

Krummer, som Grove har efterladt, skal nu

holde Livet oppe i Efter

manden — en trøsterig

Tanke af dem til 5 Øre

for Snesen.

Hr. Bauditz vil be

gribeligvis fortsætte i

samme ~Spor og med

samme Aand som Hr.

Grove, med smaa, kvikke, religiøse, national

økonomiske og landbovenlige Artikler og et

Utal af pikante Smaanyheder, serveret under

den mest raffinerede Form.

Alt

bliver saaledes ved det gamle, alt,

selv Abonnementsprotokollen.

Skulde det imidlertid hænde, at Abonnent

antallet paa Grund af den skete Forandring

ikke vil tiltage med samme Hastighed som

under Hr.

Grove,har Hr. Bauditz en sindrig

Plan, der

nokskalsætte Part i Geschæften.

Planen er paa en Gang at slaa Dagbladet

op og hæve Avtomaternes nu saa temmelig

slunkne Benommé.

De trænger begge til Oprejsning, Avto-

mateme ikke mindst, siden Tivoli-Direktionen

har været haard nok til at erklære, at man

ikke maa fodre Dyrene mere, og har kastet

Sølvslugerne i Hovedet baade paa Galle og

Jessen.

Hr. Bauditz har indset, at det gaar ikke

med Chokoladen mere; det gør bare Børnene

mere lækkersultne og skaffer de voksne ondt

for Tænder. Saa er hans Plan anderledes

probat.

Væk med Chokoladen — et „Dagblad" i

Stedet, det er Tanken, han har undfanget.

Man lægger en

Øre i, og trækker et

„Dagblad" ud — det skal nok smage lige

saa godt som Chokolade-Pakkerne.

Og det vil atter give Avtomaterne deres

tabte By tilbage. Jeg kan i Øjeblikket ikke

tænke mig noget, der vil kunne trække

bedre end „Dagbladet". Man vil ikke strømme

til, man vil ligefrem storme Opstanderne.

Folk vil staa opstillede

i Timevis, og maaske vil

de tage tage Billetter

til forhøjet Pris for at

komme til at trække.

Saa kan Tivoli, der

en Gang for alle har lagt

sig ud med Opstandere,

slikke sig om Munden efter dem. De kom

mer der aldrig mere, lige saa lidt som Tyrol

erne i Marstrands Pavillon eller Tenorsvøm-

meren, den store Kaptajn Kristina Nielsson

i Koncertsalen Tivoli maa snart nøjes med

sine smaa, hyggelige Journalist-Seancer hos

Thor Jensen og med at koge Suppe paa sine

Italiener-Pinde.

At Hr. Nilsson ikke gjorde sig, er et

bedrøveligt Faktum. Men kunde ikke ogsaa

Arrangementet have været anderledes? Naar

Manden sidder inde med saa mange Evner,

hvorfor saa ikke lade ham benytte dem?

Var det blevet saaledes, at han først var

gaaet i Højden i Koncertsalen og derefter

uden at genere sig havde smidt Overtøjet

og var gaaet i Dybden i Stadsgraven, saa

skulde man have set en Søgang af Bifald.

Naturligvis har ogsaa Kuplen i Koncert

salen været for lav for hans kæmpehøje C,

han burde selvfølgelig have sunget fra Fre

gatten. Derfra vilde Springet fra det høje

C til Stadsgraven heller

ikke have været saa

brat.

Hvis det endnu kan

lade sig gøre, skal Tivoli

ikke fortryde Engage

mentet.

Hr. Nilsson i

Stadsgraven — det vil

blive en Forestilling af mindst lige saa stor

Interesse, som naar „Aftenbladet" og „Køben

havn" har gjort Alvor af det, klæder hinan

den ordentlig af, og derefter giver hinanden

N i p s .

Betænksom.

En lille Pige er sammen med

sine Forældre i Zoologisk Have. Nede ved

Storkeburet siger Moderen:

„Lille Marie,

bed nu Storken, at han snart bringer dig en

lille Broder eller Søster!" Marie efterkom

Opfordringen. Efter at de har fjærnet dem

lidt, kommer hun pludselig i Tanker om

noget; hun løber tilbage til Buret og hvisker

fortrolig : „Kære Stork, vi bor i Gothersgade

183, 4. Sal."

Høg over Høg.

To Haandværkssvende,

der traf sammen paa Bejsen, søgte at over

byde hinanden ved at fortælle om de mær

kelige Ting, de havde prøvet eller set paa

deres Bejser.

„Ja," sagde den ene, „noget

af det største jeg har set, var nede Holland;

dér har de Hvidkaal med Hoveder saa store

som Bundetaarn."

„Det er dog intet imod,

hvad jeg har set", svarede den anden. „Ovre

i England saa jeg dem saaledes bygge en

stor Kogekedel, der var saa høj, at man

maatte lægge sig ned paa Byggen for at se

op til Banden af den". „Men, kære", sagde

den første, „hvortil vilde, man dog anvende

en saadan Kedel?" — „Jo, naturligvis til

at koge dine store Hvidkaal i!“

Indho ld.

Illustrationer:

Fra Kunstnerplænen i

Tivoli. — Fra Cirkus Busch [Mile. Amalie

Jansen, Miss. Victorina], — Fra Tribunen

og Sanglokalerne i København [Julie Bosen-

krantz]. — Overkørsel. — Overfald. — Tra

gisk Slutning — Barnevogn i Peblingesøen.

Tekst:

Guld og Glimmer. — Vore Billeder.

— F ra Tribunen og Sangerindelokalerne i

København. — A f Gazettens Krønike.

Magnetismen. — Københavnske Originaler.

[IV. PudsePeter. — National. — Uge-Bevue

[illustr.] — Nips. — Avertissementer.

Bedaktør og Udgiver:

C. Albertsen.

Expedition: Klosterstræde 22.

Trykt hos Philipsen & Co. og i

Exprestrykkeriet, Walkendorfsgade 22. K.