FraDetNorskeSelskabesKreds

Ilte. Igaar Aftes Klokken 7 passerede vi Næsset.

I Nat herligt Veir og god Vind, i Dag ditto Veir med

laber Kuling, vi befinder os nu mellem Norge og Dan*

mark, ganske vist meget nærmere det sidste end det

første. Men man seer ikke dette Jydernes Pandekage*

land før man er en Kabbellængde fra Strandbredden. —

Der ligger den listige Skagen og snusker i Vandskorpen,

medens Norge reiser sine Klipper høye Veye og be*

timelig varsler den kommende Søemand. O ho! der er

Forskiei paa Folk, saa maa der og være paa Land.

Dog alt [er] Guds Skabning, Skagen og Jyden ligesaavel

som Klippen og Nordmand. Vi have ellers i Dag det

skjønneste Veir til ret at beskue Tvilling*Rigets Linea*

menter. Havde kun Ole Koksmat sine Koste her, han

skulde mahle mig Skagen af saa snotet som den er; thi

du maa troe min Engel at det seer fattigt ud naar

Dannemark først hilser paa en Nordmand med denne

elendige Storkesnabel.

12te. I Dag stod jeg op med Soelen og tænk den

skinnede endogsaa paa Skagen. Men Vinden er skrald,

vi maae lavere os forbie og det vil vare længe. Den er

os nu ganske imod reen Østenvind og her maae vi gaae

og giøre Complimenter for denne jyske Extremitet. Ja

veed Du ret hvad Skagen maae være for en Ting? Det

var den Gang da Landskabene bleve fødde; just i det

Jorden giorde Barsel med Jylland kom der Bud efter

Jordemoderen at hun maatte komme til Norge der skulde

producere nogle bredskuldrede Drængebørn. Hun over

Hals og Hoved kastede Ungen fra sig og glemte at

klippe af Navle*strængen saa blev den dinglende med

indtil denne Dag og denne Navlestreng det er Ska*

gen. Med det herligste Veir maatte vi krydse den

heele Dag endelig greb jeg til den resolution at lave

en liden Punsch, strax gik Vinden et Par Streger til

Norden og nu seile vi saa herlig forbi denne For*

argelses Odde. — Dette havde jeg skrevet da et alt for

alvorligt Syn bestyrkede min Modbydelighed for meer*

bemeldte Skagen, thi paa dens skiulte Udgrund stod

just nu et stort Galliotskib, hvoraf formodentlig Folkene

vare flygtede til Land, vi beklagede de ulykkelige, tak*