HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

Christian IV’s tugt- og børnehus

303

serede i at komme af med børnene, og kilderne, der ofte

omtaler indsendelser fra købstæderne, bringer langt

færre meddelelser om børn fra landet. Der kan næppe

herske tvivl om, at byerne, hvor den sociale elendighed

ophobedes, hvor man havde overformyndere, der altid

kunne udpege børnehuskandidater, og hvor det var langt

lettere at pågribe børnene end på landet, var fyldigst

repræsenteret i børnehuset. Med deres store befolknings-

overvægt må landdistrikterne dog også have gjort sig

gældende derinde, især naturligvis i tiden umiddelbart

efter de store kongelige udskrivninger.

Børn, der havde begået kriminelle forbrydelser, indsat

tes ofte i anstalten. I håndværksforordningen 1621 gjor

des tugthus til straf for læredrenge, der nogle gange for

løb deres lære.129 Denne bestemmelse, der har en uden

landsk parallel i en amsterdamsk by-ordinans fra 1597,130

har sin naturlige forudsætning i tugt- og børnehusets

funktion som håndværksskole. Den gentages ordret i

de mange enslydende lavsskråer fra begyndelsen af

20’rne131 og i Store Reces 1643.132 I de lavsskråer, der

udstedtes i slutningen af 30’rne, siges det blot, at bort

løbne læredrenge må pågribes og straffes efter kgl. maj.’s

nådigste mandat, som det sig bør.133 Dette kan naturlig

vis godt være tugthus, men denne straf synes aldrig at

være kommet til udførelse, og det må betragtes som

sandsynligt, at bestemmelsen er gledet ud på grund af

manglende anvendelse. At den optræder i Store Reces,

betyder intet — dette besynderlige lovsammensurium er

i hvert fald for de sociale loves vedkommende meget lidt

præget af praktiske erfaringer. En bestemmelse i artik

lerne for Ribes frivillige fattigvæsen i 1630, der hjemler

tugthus for stakkarle og skolebørn, der trods det nyind

førte totale forbud mod betleri viser sig for godtfolks

døre eller løber efter fremmede,134 synes heller ikke no

gensinde at være praktiseret.