316 / 725
298
Olaf Olsen
svare til de retningslinier, soin gjaldt ved de kongelige
udskrivninger. I købstæderne jagede man såvel de egent
lige tiggerbørn som de børn, der ganske vist ikke tiggede,
men som heller ikke arbejdede eller gik i skole. Hånd-
værksforordningen 1621 havde pålagt overformynderne
at drage omsorg for, at ingen børn blev holdt ørkesløse,
men sat til skole, ærlig tjeneste, købmandskab eller
håndværk.117 Denne bestemmelse gjorde ingen synderlig
gavn, dels fordi det var vanskeligt at skaffe lærepladser
til børnene, og dels fordi det var for dyrt for de fattigste
at holde deres børn i lære. Ganske vist var der i samme
forordning åbnet mulighed for, at fattige håndværksbørn
kunne få en særlig almisse. Men for at opnå denne hjælp
krævedes det, at børnene klædtes i to farver vadmel lige
som hittebørn, „på det at de ikke skulle bortløbe, og de
af enhver des bedre kunne kendes“. Så ydmygende be
tingelser, der ikke blot overgav barnet selv til de andre
børns ubarmhjertige spot og forfølgelse, men tillige for
barnets forældre betød en social deklassering, var det
vanskeligt frivilligt at underkaste sig. Mange børn blev
derfor af forældrene overladt til sig selv, og i købstæ
derne var der fuldt op af gadedrenge og skarnsknægte.
Overformyndere, der ikke havde formået at holde bør
nene til arbejde, fik i stedet en anden funktion. De an
vendtes til at udpege de børn, der skulle sendes i børne
huset. I Assens, hvor borgerskabet følte sig bebyrdet af
et stort antal fattige og beskæftigelsesløse børn, gik over
formynderne engang i begyndelsen af 1636 fra hus til
hus og spurgte på børnene. Denne rundtur resulterede i
optagelsen af to lister: en over børn, der hverken gik
i skole eller havde arbejde, men som borgerne var villige
til at beholde i byen, såfremt forældrene lovede at drage
omsorg for, at de ikte mere løb ørkesløse omkring. Et
sådant tilsagn kom hurtigt. Den anden liste omfattede
de børn, som borgerskabet under alle omstændigheder