314 / 725
296
Olaf Olsen
om at pågribe 20 af de børn, der løb om og tiggede i
gaderne, og aflevere dem i tugthuset.106
Det var, som om disse udskrivninger havde sat en pro
ces igang, som derefter forløb ganske af sig selv, uden
at kancelliet behøvede at tage affære. Først i 1633 fore
kom der påny direkte udskrivninger af børn, men allige
vel havde børnehuset i de mellemliggende år haft en til
gang på ialt mindst 2000 børn, og belægningstallet havde
varieret mellem 370 og 745.10TDisse tal viser tydeligt, at
købstæderne og lensmændene ikke mere behøvede at
blive mindet om børnehusets eksistens, men på eget ini
tiativ indsendte børn til anstalten i tilstrækkeligt antal.
Fra hele børnehusets levetid kendes kun 10 udskriv
ninger. Af disse faldt de 4 i 1620—21, medens resten var
fordelt over årene 1633—39. Grunden til 30’ernes ud
skrivninger var vistnok den, at de mange voldsomme
epidemier havde forstyrret den normale balance mellem
indsendelser og afgang. I 1633 blev der ialt udskrevet
30-—40 fattige drenge fra forskellige len.108 Men mere
fulgte efter. 11. februar 1634 anmodede kongen rente
mestrene om at få meddelt, hvor mange børn der fattedes
i børnehuset,109 og så snart de ønskede oplysninger var
fremskaffet, gik der brev til borgemestre og råd i Århus
om at samle 50 drenge, der godvilligt ville begive sig til
tugthuset.110
De to største udskrivninger i 30’erne fandt sted i 1638
og 1639 og omfattede henholdsvis 152 og 160 børn.111
Baggrunden for disse var den store pest 1637, der ikke
uden grund kaldtes „barnedøden",112 thi på få måneder
bortrev den 324 personer i børnehuset — halvdelen af
anstaltens lemmer. Medens det ved tidligere udskrivnin
ger ofte var pointeret, at kongen helst så, at han fik dem,
der fulgte godvilligt med,113 så var det denne gang så
magtpåliggende at få hullet fyldt, at det ved udskrivnin
gen 1638 siges til hver lensmand, at „såfremt de (bør