310 / 725
292
Olaf Olsen
Med spindestuens lukning forsvandt i realiteten også
Danmarks eneste kvindefængsel. Ganske vist fandt der
både i 1648 og i tugthusets sidste leveår 1649 indsættel
ser af kvinder sted — men et statsfængsel med en kapa
citet på kun ti fanger nytter ikke stort, især når tilgan
gen som her udelukkende rettedes efter behovet for
kvindelig arbejdskraft i tugthuset. I sine to sidste år
eksisterede tugthusets kvindeafdeling således under de
samme kår, som mandsafdelingen havde haft siden 1620.
Der er tidligere gjort rede for, hvorledes en række
sjællandske og skånske byer drog nytte af tugthuset ved
at lade en del af deres løsagtige kvindfolk internere der.
I denne henseende fik tugthuset en vis betydning for
samfundet. Men derudover var kvindeafdelingens sociale
effekt ikke stor. Når undtages begyndelsen af 1620’erne,
da tallet var noget højere, oversteg tilgangen af kvinde
lige fanger fraregnet de løse kvinder aldrig 5 om året —
kun en ubetydelig brøkdel af de kvinder, der ved tingene
idømtes straffe af anden art.
Ansvaret for det pauvre resultat tilfalder i lige grad
kronen, der nok havde oprettet kvindefængslet, men
aldrig lod det få en sådan størrelse, at det kunne gøre
nogen synderlig nytte, og købstæderne, der af kon
servatisme, sparsommelighed og snæversyn hellere på
gammel vis lod lovovertrædere sætte i halsjern, piske
ved kagen og udjage af byen — eller satte bødlen til
med sit sværd at gøre ende på det liv, der rettere burde
være levet videre bag tugthusets mure.
TUGTHUSBØRN OG BØRNEHUSBØRN.
Det er allerede i det foregående fortalt, hvorledes der
— skønt tugthuset oprindelig var beregnet for voksne
løsgængere — næsten fra begyndelsen kom børn ind i
anstalten, og hvorledes disse gjorde så god fyldest ved