306 / 725
288
Olaf Olsen
havde ladet nogle „onde og skældsord" falde mod sin
egen søster. Anne Andersdatter fra Ribe havde med
skældsord og drukkenskab fortørnet sine forældre og
måtte derfor som Karen og Kirsten vandre i tugthuset.
I 1608 bevilgede kongen på begæring af Jacob Pedersen
Tønder, byfoged i Kolding, at dennes datter, der en tid
lang havde forholdt sig utilbørligt mod sin fader, sin
husbond og andre, måtte komme ind i tugthuset, for at
hun kunne få lejlighed til at betænke sig og få et bedre
sind.85 Også ægtemænd kunne få deres koner indsatte,
såfremt disse ikke opførte sig ordentlig. I 1618 kom Tho
mas Remmesniders hustru i tugthuset „indtil videre“, da
hun i adskillige og ulidelige måder havde forset sig mod
sin husbond.86 Tugthuset havde altså også en funktion,
der svarede til den amsterdamske moderanstalts „pri
vate afdeling".
Denne form for retsudøvelse — faderens og ægteman
dens domsafsigelser — passerede ikke de normale rets
instanser, men behøvede blot kancelliets godkendelse for
at blive effektueret. Hvor lidet betryggende denne frem
gangsmåde end kan siges at være, så var den dog udtryk
for en normal retspraksis og faldt ydermere i tråd med
den tendens til umyndiggørelse af kvinden, der var frem
herskende i Christian IV’s tid.87 Ingen voksne mænd ind
sattes i tugthuset på denne måde, derimod nok en del
uvorne drengebørn — ved en enkelt lejlighed endda en
adelig dreng, Godske Rosenkrantz, der i øvrigt døde der
inde (1611).88
Også tyveri og bedrageri kunne straffes med tugthus.
I 1622 var der ifølge den ofte omtalte fortegnelse anbragt
7 kvinder i anstalten for disse forseelser, og gennem hele
tugthusets levetid nævnes talrige indsættelser af tyve
kvinder og bedragersker. Straffene synes også for denne
kategori fanger gennemsnitligt at have ligget på omkring
3 år, men varierede iøvrigt stærkt. Den hårdeste straf,
der nogensinde blev idømt i forbindelse med tugthuset,