HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

fik Margrete Pedersdatter i 1641 eller 1642. Hun havde

bedraget en buntmager i København og blev derfor af

borgemestre og råd dømt til tugthus på livstid.89

Langt de fleste af de tyvekvinder, der havnede i tugt

huset, var blot indsat for en ringe forseelses skyld. Men

nogle af dem var grovere misdædere, der oprindelig var

dømt fra deres hals, men ved menigmands forbøn eller

kongebrev benådet med tugthus. Johanne Hansdatter fra

Gilleleje, der i 1632 stjal en hob guld og penge hos Chri

stoffer Smed i Helsingør, var først dømt til at miste

sin hals ved bødlens sværd, men siden af den høje øvrig

hed benådet og sendt til tugthuset.90

Ligedan forholdt det sig med Katrine Kruse fra Vor

dingborg. Hun var med sin mand, Peder Kleinsmed, dømt

fra livet på Vordingborg byting formedelst grovt tyveri,

men de blev begge forskånet og i stedet sendt med deres

dom til København, hvor Peder kom på Holmen, og Ka

trine straks blev modtaget i tugthuset. Borgerne i Vor

dingborg mente nu, at de to skalke vai vel anbragte, og

at de for altid var blevet dem kvit. Med hensyn til Peder

regnede de rigtigt, thi han døde i sine lænker på Holmen.

Men Katrine døde ikke. Hun blev løsladt efter højst 2Mi

år i tugthuset,91 og en skønne dag i det herrens år 1625

var hun til borgernes rædsel tilbage i Vordingborg igen.

Opholdet i tugthuset havde ikke gjort hende til et bedre

menneske, tværtimod var hun forbitret og fuld af hævn

tanker. I en indberetning om sagen til kancelliet92 for

tæller lensmanden på Vordingborg, Palle Rosenkrantz,

hvorledes borgerne levede i stadig skræk for hendes

trusler og undsigelser — de frygtede især, at hun ville

sætte ild på deres huse. Havde borgerskabet formodet, at

hun var kommet tilbage, så ville de — hedder det i lens

mandens brev -—-ikke have sendt hende til København,

men ladet hende straffe på livet. Det var derfor borger

nes bøn, at hun atter måtte blive modtaget i tugthuset

Christian IV’s tugt- og børnehus

289