303 / 725
Christian IV’s tugt- og børnehus
285
fik byfogden i København ordre til at pågribe de mange
kvinder, der under det skin, at de havde allehånde frugt
at sælge, bedrev letfærdighed med karlfolkene, og sætte
dem i stadskælderen på vand og brød i nogle dage.80
Dette var en ny og mild afstraffelse, selv om stadskæl
deren var et ualmindelig ubehageligt sted. I købstæderne
var udvisning stadig den almindeligste straf for utugtigt
levned. Men de mest halsstarrige syndere blev ofte sendt
til tugthuset. Så var man dog sikker på at være af med
dem, i hvert fald i de tre år, opholdet derinde normalt
varede.
Det kan anslås, at der i hele tugthusets levetid ind
sattes ialt 3—400 kvinder for løsagtighed, d. v. s. gen
nemsnitlig 7■—10 om året. Af en tilgang af så ringe stør
relsesorden fristes man unægtelig til at drage den slut
ning, at tugthuset ikke fik større betydning for retshånd
hævelsen over for og bekæmpelsen af prostitutionen. En
sådan konklusion ville dog næppe være helt retfærdig,
thi utvivlsomt blev en række købstæder, især sjælland
ske, i årenes løb ved tugthusets hjælp befriet for en
generende byrde af skøger og skarnskvinder. Blot det
at komme af med 2 eller 3 af de værste kvindfolk betød
en stor lettelse for en lille by. Selv om vistnok enhver
indsættelse i tugthuset var afhængig af kancelliets appro
bation, var det dog først og fremmest den enkelte by
eller lensmand, der afgjorde, i hvor høj grad man ville
anvende tugthuset som straf for utugtige piger. Når de
sjællandske og skånske byer, der ganske vist relativt let
kunne sende fanger til København, indsatte et ret bety
deligt antal fanger af denne kategori i tugthuset, viser
det, at købstæderne følte, at de havde nytte af anstalten.
Fra landsbyerne kom der kun få løse kvinder til tugt
huset. Ganske vist var lejermål den forseelse, der hyp
pigst krævede lensmandens eller herredsfogdernes indgri
ben, men sagerne afgjordes som regel med pengebøder, der