Previous Page  300 / 725 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 300 / 725 Next Page
Page Background

282

Olaf Olsen

og desavoueret sønnens beslutning. Man kan kun gætte.

Men mest sandsynligt er det, at prins Christian selv hur­

tigt kom på andre tanker, thi allerede fire dage senere,

16. december 1625, udgik der med prinsens underskrift

et åbent brev om den store uskikkelighed på Island, hvor

en del kvindfolk lod sig beligge og ikke ville tilstå, hvem

barnefaderen var. Sådanne kvinder skulle fra nu af, hed­

der det i brevet, sendes til København, for at de kunne

få deres fortjente straf.74 Denne straf kan dårligt være

andet end indsættelse i tugthuset.

Axel Arnfeldts memorial er interessant i mere end een

henseende. Den viser, at selv om de løse kvinder sattes

til det simpleste og enkleste arbejde i kvindeafdelingen,

nemlig spinding, så var de genstridige og uduelige arbej­

dere, der nok måtte volde en fabriksherre bekymring. At

de tillige skulle være „huset til forargelse", lyder paro­

disk i nutidens øren, men er måske ikke så mærkeligt,

når man betænker, at tugt- og børnehuset på dette tids­

punkt hovedsagelig fungerede som opdragelsesanstalt og

håndværksskole for børn. Der var i 1625 i anstalten ca.

15 mænd og 40—50 kvinder, hvoraf ca. 30 var indsat

for lejerinål. Men der var på samme tid ikke mindre end

5—600 børn. Den grove tone og kivagtighed, der utvivl­

somt prægede livet i kvindestuen, og den genstridighed

og modvillighed, der her blev husets embedsmænd til

del, har sikkert haft højst uheldige virkninger på bør­

nene, der ikke var forvænte med underholdning og der­

for nok, trods lukkede og låste døre, har vidst at følge

begivenhederne blandt tugthuskvinderne med nysgerrig­

hed og morskab.

Omend der således var grund til med prins Christian

at nære modvilje mod de løse kvinder i tugthuset, fort­

satte tilgangen jævnt de følgende år, kun modvirket af

de store epidemier, der gjorde voldsomme indhug blandt

fangerne. Hårdest ramtes børnene, men heller ikke de