296 / 725
278
Olaf Olsen
kvindelige fanger. Også kvindeafdelingen fik hurtigt et
stærkt islæt af børn, dette på trods af, at kvinderne,
der næsten udelukkende beskæftigedes med spinding, må
formodes at have gjort bedre fyldest ved deres arbejde
end mændene. Vævning blev kvinderne ikke sat til, det
var her som i udlandet64 et mandsarbejde.
Ved reorganisationen i 1620 undgik kvindeafdelingen
den voldsomme reduktion, der blev mandsafdelingens
skæbne. Dette kan tildels forklares ved de bedre arbejds
resultater hos kvinderne, men det afgørende var vel, at
man stadig ønskede at have et sted, hvor man for læn
gere tid kunne isolere kvindelige forbrydere, især pro
stituerede. Mens der for mændenes vedkommende kun
havde været tale om udskrivninger til tugthuset, d. v. s.
igangsættelse af klapjagter efter løsgængere, så blev an
stalten ved adskillige forordninger lovfæstet som kvinde
fængsel, idet indsættelse i tugthuset på papiret blev en
generel straf for forskellige forbrydelser, når disse var
begået af kvinder. Dette forhold vil fremgå under om
talen af de forskellige forbrydelser, der er repræsenteret
i kvindeafdelingen.
Ved mandtallet i november 1621 var der 38 voksne
kvinder i tugthuset. En fortegnelse, der året efter optoges
over tugthuskvinderne, viser et lignende tal: 35 perso
ner.05 Denne liste, der meddeler hver enkelt fanges navn,
hjemsted og indsættelsesårsag, blev lavet til brug for
kongen. De fleste af fangerne, måske alle, var indsendt
„uden dom“, d. v. s. uden angivelse af straffens varig
hed, og på grundlag af tugthusskriverens kortfattede re
ferater af kvindernes meriter fældede kongen personligt
dommen, idet han i listens margin anførte, hvor lang
tid hver enkelt kvinde skulle holdes fængslet i tugthuset.
Den forbrydelse, der forekommer oftest i fortegnelsen
fra 1622, er løsagtigt levned. Flertallet af de 11 kvinder
i denne gruppe er tilsyneladende regulære skøger, men