297 / 725
Christian IV’s tugt- og børnehus
279
i hvert fald tre af fangerne er blot unge piger, der er
kommet galt afsted. Det er svært at se noget system i
kongens domfældelser i disse sager. Den hårdeste straf
fik Karen Lauritsdatter fra Malmø, der, skønt selv gift,
havde ligget i løsagtighed med en andens ægtemand.
Dette takseredes til 5 års tugthus. En ganske tilsvarende
forseelse var begået af Anne Christensdatter, der, medens
hendes ægtefælle var i Ostindien, formedelst sin løsag
tighed havde forført kgl. maj.’s kusk. Men hendes dom
lød kun på 2 år, og såfremt hendes mand ville tage hende
tilbage, kunne hun endda komme ud straks. Måske har
kongen ikke anset sin kusk for helt uskyldig i forførel
sen. Birgitte Andersdatter fra Odense og Karen Niels-
datter fra Roskilde, om hvilke det ganske ensartet hed
der, at de har ligget i løsagtighed og avlet et barn ved
en ledig karl, dømmes så forskelligt som henholdsvis 2
og 3 års tugthus. Lige så inkonsekvent synes det, når
Maren Trynders Bredsted, der havde ladet sig befinde i
løsagtighed, fik 3 år, medens Karen Niels’ fra Helsingør,
om hvem det mere udførligt siges, at hun ikke havde vil
let tjene godtfolk, men givet sig til løsagtigt selskab, slap
med 1V2 år i tugthuset. — Kun over for de unge piger,
hvis forseelser blot var ordinært lejermål, var dommene
ensartede og milde: to af dem blev straks sluppet løs,
og den tredie fjernedes fra tugthusafdelingen og sattes
til at passe børn i børnehuset.
Det er ikke tilfældigt, at netop denne kategori fanger
er den mest omfattende i 1622-fortegnelsen, thi siden
reorganisationen i 1620 kom de løsagtige kvinder til i
stedse højere grad at præge kvindeafdelingen. Et vist
præcedens skabtes ved, at der ved en række lejligheder
udsendtes påbud til lensmænd og købstæder om at ind
sende løse kvinder til tugthuset. Som allerede nævnt
havde en skånsk lensmand i 1618 fået besked om at
dømme kvinder, der ikke kunne betale deres lejermåls-