295 / 725
Christian IV’s tugt- og børnehus
277
bortset fra de kongelige statsfængsler, der havde en mere
eksklusiv anvendelse, den eneste anstalt i det dansk-nor
ske rige, der optog kvinder til afsoning af frihedsstraffe.
Ganske vist havde købstæderne og lensmændene deres
„hægter" eller „kældre", men disse var i realiteten ude
lukkende varetægtsfængsler, hvor lovovertræderne blot
hensattes i tiden mellem pågribelsen og domsafsigelsen,
eller hvor de eventuelt afsad mindre pengebøder, som de
ikke havde formået at betale.
Udvisning af by eller herred, i grovere tilfælde kom
bineret med kagstrygning og måske endda lemlæstelse,
var også for kvinder den almindeligste straf for forseel
ser, der var for store til at blive afgjort med en bøde
eller en tur i halsjernet, men for små til at bringe syn
deren af med livet. Tugthusstraffen, der nu indførtes,
betragtedes som en hårdere straf end forvisning. Således
forvistes Bodil Mortensdatter i 1627 formedelst løsagtig
hed fra Helsingør under trusel
0111
tugthus, såfremt hun
ikke omgående lagde byen bag sig.61 Og om Maren Jens-
datter fra St. Pederstræde i København, „som ungdom
men af studenter, særdeles norske, skal til sig holde“, og
som havde lovet to personer ægteskab, siges det, at hun
bør dømmes til at forsværge byen og byens gebet, så
fremt hun for sine letfærdige gerningers skyld da ikke
„kendes til tugthuset eller anden straf“.62
Indtil 1619 udvikledes tugthusets kvindeafdeling pa
rallelt med mandsafdelingen. Udskrivningerne til tugt
huset 1605, 1609 og 1618 gjaldt i lige grad mandlige og
kvindelige løsgængere, og bortset fra et påbud til en
enkelt lensmand i 1618 om at idømme personer, der
havde forset sig med lejermål og ikke kunne betale lejer-
målsbøden, tugthusstraf eller arbejde i jern,63 hvorved
sikkert forstås, at kvinden skal sendes til tugthuset og
manden på tvangsarbejde — ses der ikke på nogen måde
at være gjort forskel ved udvælgelsen af mandlige og