299 / 725
Christian IV’s tugt- og børnehus
281
mest rationelle og effektive straf over for de skøger og
skarnskvinder, der huserede i byerne. Den urolige skip
perstad Helsingør var vist den by, der indsendte det stør
ste antal kvinder. Allerede ved mandtallet 1621 var Hel
singør repræsenteret ved 6 voksne kvinder. I 1622-for-
tegnelsen er tallet sunket til 5, men i den følgende tid
bliver indsendelserne hyppigere, og alene i perioden no
vember 1623—november 1624 indkom 9 voksne kvinder
til tugthuset fra Helsingør.72
Man skulle synes, at det måtte glæde statsmagten at
se, hvorledes den ene skarnskvinde efter den anden ind-
sendtes til tugthuset og derved forhindredes i at bedrive
deres onde og utugtige gøremål. Men der var grænser for
glæden. I hvert fald var den udvalgte prins Christian,
der under faderens felttog i Tyskland førte regeringen,
yderst misfornøjet med de løse kvinders tilstedeværelse
i tugthuset. Den 12. december 1625 — medens Christian
IV lå i vinterkvarter i Rotenburg ved Bremen — måtte
kansler Christian Friis love prinsen at befordre dennes
befaling angående de „løsagtige kvindfolk, (der) fra alle
steder i børnehuset indsendes, huset til stor forargelse
og kgl. maj. til stor skade, efter at sådant folk intet
kan fortjene, selv kosten, mindre klæderne og andet de
koster“.73
Denne korte notits, der er nedskrevet af rentemester
Axel Arnfeldt, beretter desværre ikke, hvad prinsens be
faling gik ud på. Om en indre reform i tugthuset kan
der næppe være tale, thi i så fald havde befalingen sand
synligvis været stilet direkte til rentemesteren, der havde
ansvaret for anstaltens daglige drift, ikke til kansleren.
Det må snarere antages, at prinsen har krævet, at der
skulle udgå brev til købstæderne om at standse indsen
delsen af løse kvinder. Noget sådant synes imidlertid
ikke at være sket. Måske har Christian Friis ladet sagen
drukne i kancelliet, måske har kongen fået den forelagt