308 / 725
290
Olaf Olsen
eller, såfremt dette ikke lod sig gøre, stå sin straf ud
efter dommen, d. v. s. miste sin hals! For alt i verden
ville de panikslagne borgere af med Katrine Kruse. Kan
celliet svarede med at pålægge Palle Rosenkrantz omhyg
geligt at undersøge, hvorvidt det lovligt kunne bevises,
at Katrine havde truet med at stikke ild på byen, og i
så fald lade hende gribe og sende tilbage til tugthuset
med besked om, at hun ikke mere måtte løslades.93Hvor
dan det videre gik i sagen, er ikke oplyst. Men den tillid,
som man i Vordingborg hidtil havde næret til tugthuset,
fik utvivlsomt ved denne lejlighed et alvorligt knæk.
Løsagtighed, slem mund og tyveri er de forseelser, der
optræder hyppigst i efterretningerne om tugthusets
kvindeafdeling. Men de var langt fra de eneste forbrydel
ser, der kunne medføre indsættelse i tugthuset — snart
sagt alle tænkelige misgerninger var i årenes løb repræ
senteret herinde. I flæng kan nævnes: hæleri, ildspåsæt
telse og trusler herom, fosterdrab, falsk stævning, ulov
lig øltap (smugkro), druk og dans i kirke, husning af
fredløse etc. I flere mordsager, hvor rettergangen trak
længe ud, anvendtes tugthusel som varetægtsfængsel for
de formodede mordere og medvidere. Derimod blev aldrig
nogen troldkvinde indsat i tugthuset, hverken som straf
eller i varetægt. Man kunne ikke risikere, at de lærte
deres kunster til de andre skarnskvinder derinde. En
enkelt undtagelse er der dog. En 9-årig pige, Maren An-
dersdatter, der sammen med en hel hob andre troldfolk
havde forgjort kaptajn Niels Munks to børn, slap forme
delst sin ungdom med at blive sat i tugthuset.9'1
Den besynderligste misgerning, der nogensinde straf-
fedes med tugthus, var vistnok den forseelse, som en
tjenestepige hos Peder Hjulmand i Helsingør i 1622
gjorde sig skyldig i. Hun havde „kastet et stykke dejg
i et privet“. Peder Hjulmand opdagede dejgen og lod
den optage ved en rakkersvend, og da det viste sig, at der