HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

306

Olaf Olsen

Så vidt det kan ses af regnskaberne, er der ikke flere

tilbage i anstalten, og der haves ingen vidnesbyrd om

senere indsættelser af pigebørn.

Baggrunden for denne driftsindskrænkning er utvivl

somt kronens stadig vanskeligere finansielle situation,

der ikke kunne undgå at få virkninger for et under-

skudsforetagende som børnehuset. Når man valgte at

lade det gå ud over pigeafdelingen, skyldes det sikkert,

at en lukning af denne ikke ville standse det vigtigste

børnehusmanufaktur, klædeindustrien. Af de 116 piger

i 1632-mandtallet beskæftigedes 44 med at spinde kattun-

garn, 56 var i kniplestuen, og de resterende 16 knyttede

strømper. Kun bomuldsspinderiet berørte klædemanu-

fakturet direkte. Men ligesom man hidtil havde ladet

næsten hele uldforbruget spinde uden for børnehuset,

skulle det vel også være muligt at få den — for produk

tionen i øvrigt mindre væsentlige — bomuld spundet på

samme vis, omend selve spindeteknikken her var noget

vanskeligere.

Også en anden betragtning kan have gjort sig gæl

dende. Selv om man formelt opretholdt den fiktion, at

også pigerne i børnehuset stod i lære ved et håndværk,

så var i hvert fald spinding og strømpestrikning et så

simpelt arbejde, at der ikke var tale om håndværk i dette

ords traditionelle betydning. Såfremt man derfor som

den nyudnævnte kansler Christian Thomesen Sehested

betragtede børnehuset som et „seminarium for hånd

værksfolk",142 kunne man uden større sorg udelukke

pigerne fra anstalten.

Ved en sammenligning mellem 20’rnes og 30’rnes ud-

skrivningsordrer fremgår det, at man i tidens løb satte

kravene til børnenes alder i vejret. I begyndelsen øn

skede man drenge fra 12— 14 og piger fra 10— 14 år, men

dette ændredes efterhånden derhen, at de indsendte

drenge burde være 14— 16 år og pigerne 12— 13 år. De