33 / 725
20
Otto Mackeprang
sætning, at pladsen skulle forblive ubebygget til kongens
og stadens tjeneste, hvilket blev udtrykkelig fastslået ved
kongelig forordning af 1673, der samtidig erklærede de
til andre udstedte skøder på arealet for kasserede.52
Pladsen synes dog i begyndelsen fortrinsvis at være
benyttet som losseplads. Således blev der i 1678 kørt over
200 læs bort fra en mødding, som var blevet samlet på
hjørnet af Magstræde. Ikke nok med det. I 1683 beordre
des yderligere bortkørsel af „den store parti jord, som
ligger på Vandkunsten", ellers kunne man ikke få gaden
ned til kanalen ført igennem.53 Ifølge en året efter af
Christian V udfærdiget torveforordning skulle „torvet
ved forrige Vandkunst" benyttes til fisketorv. Senere
blev stedet indtil 1887 sæde for det såkaldte loppetorv,
hvor handel med alskens brugt skrammel fandt sted.54
Allerede i grundtaksten for 1689 betegnes denne plads
som Torvet ved Vandkunsten eller slet og ret Vandkun
sten. Og den sidste betegnelse blev altså den gængse.
Midt på pladsen opstilledes i 1910 en springvandsbrønd
efter tegning af Magdahl-Nielsen. På brøndens ydersider
er med få ord indhugget det vigtigste af stedets historie.55
Så gør vi et spring til
Rosengården.
Oprindelig var det
betegnelsen for et stort ubebygget areal i den nordøst
lige del af byen inden for voldene. Dette område var for
største delens vedkommende i stadens eje. Først ind i
1400-tallet begyndte man at udstykke arealet og bort
sælge de forskellige grunde. Navnets poetiske klang står
i grel modsætning til det liv, der udfoldede sig på disse
kanter, hvor rakkeren havde sin bolig, og hvor tvivlsom
me eksistenser holdt til. Prostitutionen florerede her, og
vold og drab hørte til dagens orden.56 „Ja, hvor mange
mistede deres liv i København, for den Rosengård var
ved magt", sukker Sjællands første lutheranske biskop,
Peder Palladius. Efter reformationen og byens trængsels-