HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

430

Torben Krogh

senere blev overdraget datidens populæreste mimiske

danserinde, mad. Schall, som ejede den gave at kunne

„fremlokke Taarer baade af sine egne og af Tilskuernes

Øine“.13

I „Lagertha“ skulle den nordiske oldtid gøres levende

i et større koreografisk værk, hvad jo nok kunne have

sine vanskeligheder, og balletten var sikkert heller ikke

blevet til, hvis man ikke allerede havde høstet meget

betydelige erfaringer paa dette omraade, navnlig inden

for det musikalske skuespil. Den allerstørste betydning

fik opførelsen af Ewalds „Balders Død", som teatret

gjorde et alvorligt forsøg paa at give et udstyr i „nor

disk Stil“. Teatermaler Peter Crainer foretog studier paa

kunstkammeret, raadførte sig med eksperter som Suhm,

Erichsen, Schiønning og grev Thott, og kostumeringen

overlod man til Abildgaard, hvis værdifulde hjælp tea

tret i tidens løb ikke sjældent benyttede sig af.14 Andre

værker fulgte efter, blandt hvilke kan nævnes mad. Boyes

og Joh. Hartmanns „Gorm den Gamle", Prams „Frode

og Fingal“ og Falsens og Kunzens „Festen i Valhal“,

ligesom ogsaa Baggesens og Kunzens opera „Erik Eje

god" maa tages i betragtning. I alle disse tilfælde var det

Cramers efterfølger, den nyklassisk prægede Thomas

Bruun, der var mester for den dekorative ramme.

Den reelle viden om hine fjerne tider var endnu beske

den, men takket være smag og fantasi skabtes der en

ganske virkningsfuld stil, der imponerede et publikum,

som ikke vidste bedre besked. Dekorationerne blev nu ri

geligt forsynede med kæmpehøje, stendysser, bautastene,

altre og gudebilleder, ligesom tilskuerne præsenteredes

for lokaliteter som Lejre med sin kongeborg, dunkle,

mystiske templer, deriblandt et Herthatempel, hvis loft

blev baaret af raat tilhugne kampesten, ja, endogsaa

selve Valhal tonede frem i sin lyse, himmelske pragt.

Hvor svævende begreberne i grunden var, kan ses deraf.