456 / 725
436
Torben Krogh
Schalongs Kapper, sorte Kasker [Hjelme] med røde Fjer,
gule Pantalongs og Ærmer" samt „sorte Snørestøvler".
At Lagerthas to umyndige sønner var deres moder vær
dig, kan ses deraf, at de bar „gule Buxer, Lærreds Trøier
med gule Ærmer, røde Kjoler, Livbaand" og endelig „Ge
vandter".26 Hele indledningen former sig som en større
pantomimisk scene af den art, som gjorde Galeotti saa
berømt. Han staar her fuldstændig paa linie med de store
balletreformatorer, ikke mindst Noverre og Angiolini.
For at gøre handlingen saa forstaaelig og gribende som
vel mulig benyttede de i udstrakt grad pantomimen, der
blev dyrket med en hidtil ukendt virtuositet. Den kunne
endda brede sig betænkeligt paa bekostning af selve dan
sen, som ikke sjældent kom til at virke underlig paakli
stret, idet den ikke altid stod i nogen egentlig forbindelse
med selve handlingen, men henvistes til episodescener
o. I.27
I den omtalte scene skildres der det indtryk, sangene
fra borgen gør paa Lagertha, som nu til sin forfærdelse
opdager, at Regnar har i sinde at svige hende. Det, hun
hører, „vækker forfærdende Ahnelser hos hende", og ef-
terhaanden vokser hendes lidenskab ved enhver „fornyet
Lyd af Regnars og Thoras Navn". Hun vender sig med
ømhed mod sine børn, mens hendes sorgfulde miner ud
trykker: „Elskede Børn, I have ingen Fader meer", en
for Galeotti typisk mimisk replik. Dette resulterer i et
lige saa karakteristisk tableau, idet den forpinte Lager
tha fuldstændig taber modet og staar „nedbøyet, hælden
de sig paa Landsen, medens Børnene omfavner hendes
Knæe", illustreret af to lange akkorder i orkestret. Paa
scenens højdepunkt lyder som ledemotiv det stormfuldt
bevægede hovedtema fra ouverturens allegro. Hun ser
nu „i Forbitrelsens Raserie" sine børn i „den tilvoxne Al
der troløse som deres Fader", og giver saa udtryk for føl
gende: „Nej, siger hendes Geberder, det skulle I ikke