465 / 725
Vor første nordiske ballet
445
en solodans af kong Heroth, der fortsættes af hans mænd
(moll), og heri indgaar som triodel en børnedans (dur),
en overordentlig virkningsfuld modsætning til den bar
ske og dystre karakter i Heroths solo. Børnedansen re
præsenterer en type, der langt fra var ukendt paa tea
tret, hvor man paa balletskolen ikke havde vanskeligt
ved at finde tilstrækkeligt dygtige og veldresserede børn.
En saadan dans havde Galeotti allerede haft held med
aaret i forvejen ved opførelsen af den svenske forfatter
Skjoldebrands ridderdrama „Herman von Unna“ med
musik af den kendte tyske komponist Abbé Vogler,43 og
man forstaar saa udmærket godt, at han igen benyttede
lejligheden til at anvende børnene i „Lagertha", for de
smaa væsener fik altid tilskuerne til at juble.44 Det var
altsaa paa ingen maade en ny idé, Heiberg og Kuhlau
fik, da de i „Elverhøj" søgte at skabe afveksling i det
stilfulde bal paa Højstrup ved hjælp af en børnedans;
den er dog langt stærkere dramatisk udnyttet i „Lager
tha", hvor den uskyldige og lyse danseleg fremtræder i
grel modsætning til den slyngelagtige kong Heroths tun
ge trin.
Til slut kommer der saa en pas de deux mellem de to
elskende. I de store pantomimiske balletter var det al
mindeligt, at elskerparret en eller to gange viste sig sam
men i en dans, i hvilken de saa følelsesfuldt som muligt
tolkede deres brændende kærlighed. Allerede Rosenstand-
Goiske roste Galeottis indsats paa dette vigtige omraade,
og senere fandt Oehlenschlåger, at den tiljublede ballet
mester her skabte sande poetiske værdier, som f. eks. i
begyndelsen af „Romeo og Giulietta", hvor „den første
Forelskelse i de skiønne Former, som Ynglingen og Pigen
vexelviis beundre hos hinanden", blev „mesterligt ud
trykt i den pantomimiske Dands".46 I teksten hedder det,
at Regnar og Thora stiller deres gensidige ømhed til
skue, hvad Schall har forsøgt at illustrere i et yndefuldt