HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

„Aprilsnarrene“ i skolehistorisk Belysning

565

behold. Hun var som Barn meget følsom og havde van

skeligt ved at „falde til“ i sin Skole; hun havde ingen

Kammerater, hun brød sig om, og Arbejdet interesserede

hende ikke. Under sådanne Omstændigheder kan der i

et Barnesind let opstå en Uvilje, som holder sig Livet

igennem. Den lille Anna Brenøe kom i Skole 1813 som

10-årig. Det var et af Byens største og mest ansete Pige-

institutter, siger hun; det havde henved halvandet Hun

drede Elever. Dermed er Fru Bittermandel indkredset og

kan med nogenlunde Sikkerhed bestemmes. Der var 1813

ikke mere end eet Pigeinstitut med så stort et Børnetal,

og det blev bestyret af en stærk og særpræget Person

lighed, der nok kan have gjort Indtryk på et frygtsomt

og følsomt Barn. Madam Antonette Linde havde 1787

åbnet et Pigeinstitut i Rådhusstræde, hvor hendes Mand,

der var Oldermand for Guldsmedelavet og senere eligeret

Borger, ejede en Gård. Senere flyttedes det til Lille Hel

liggejststræde, hvor en Bygning, som var kongelig Ejen

dom,9 stilledes til dets Rådighed mod, at det modtog fat

tige Officersdøtre uden Betaling. Madam Linde og hen

des ældste Datter, der fortsatte Skolen efter hendes Død,

synes at have haft fremragende Lederevner, som de ud

foldede efter håndfaste Principper. En Del af hendes

Elever var Pensionselever, og den Forældremyndighed,

som hun derved fik Andel i, udøvedes efter Formelen:

Vi alene vide! Da Drewsen på Strandmøllen, den kendte

Landøkonom og Politikers Fader, havde mistet sin Hu

stru, tog han ind til Madam Linde og fik sig en ny; •—

den yngre Drewsen antyder i sine Erindringer, at hans

purunge Stedmoder havde været under et vist Pres !10

— Adskillige Aar efter den stoute Institutbestyrerindes

Død mindes Pastor Brorson ved Garnisons Kirke hende

med en gysende Beundring, som i en Indberetning om

Skolen får ham til at slå over i højtidelig Stil: den ledes,

siger han, stadig efter de ophøjede Grundsætninger, „som

ginge i Arv fra Moderen til Døtrene“.

Heiberg har som sagt næppe kendt hende og alene af

den Grund heller ikke „nøje skildret“ hende i sin mun

tre Vaudeville. Men da Tæppet d. 22. April 1826 gik op

for „Aprilsnarrene", stod hun lyslevende dér på Scenen.

Hun havde i 28 Aar hævdet sin Skoles Ry som den bed

ste i Hovedstaden. Nu var hun „comisk Stof“.