GAHagemannsKollegium

TANTE THEODORA

»Ja såmænd, hun var meget fornærmet over mine arrangementer, hun mente

også, at I kunde selv.«

I det samme tante sagde disse ord, gennemskuede jeg hende klart; jeg

tvivlede ikke om, at det var sandt, hvad hun sagde, Gudrun kom meget hos

tante, og det var ikke urimeligt at hun, hvis hun havde opdaget tantes politik,

vilde gå således direkte løs på hende; men der var jo i og for sig ingen

anledning for tante til at fortælle mig det. Hendes hensigt dermed var tydeligt

nok at få en ende på sagen ved at lukke mine ojne op for, hvor nær den var ved

sin afgorelse. Når jeg var klar over, at der også hos Gudrun existerede ganske

bestemte forestillinger om karakteren af vort forhold, måtte jeg jo snart føres til

at afsløre og fastslå denne karakter; - tantes tilsyneladende henkastede bemærkning

var altså meget velberegnet, - men virkningen blev kontrær.

Jeg fyldtes ojeblikkelig med den storste ulystfølelse ved tanken om, at tante

her virkelig sad med kold beregning og trak i den snor, der skulde fa mig til

at gore det skæbnesvangre udslag; kan være at jeg virkelig for få minutter siden

vilde have været tilbojelig til at gore dette skridt, — nu vilde jeg ikke pa nogen

måde. Jeg fyldtes af stædighed, jeg vilde nok selv bestemme mine handlinger;

om jeg skulde gifte mig eller ikke, det var ialfald en ting, som tante ikke skulde

have nogen indflydelse på.

Og endvidere, - ja det løb mig koldt ned ad ryggen, - gik Gudrun Hede

mark måske også og ventede? - ja hvad ellers?; hun måtte jo være ganske klar

over, hvorhen det bar med os, hun gik måske også og arrangerede med mig og

prøvede at trække i mine snore med sin lille faste hånd, — det hele løb rundt

for mig, det var som

alting i et ojeblik væltede

sammen omkring mig.Dajeg

efter t o - t r e sekunders

forløb samlede mig sammen igen, sad jeg ganske som for

i lænestolen med den halvtomte kaffekop ved siden af mig, og tante sad overfor

mig med sit kloge og lidt underfundige smil, men jeg havde en fornemmelse af,

at jeg var en hel anden, og at alle de ting, som jeg for få minutter siden var

optaget af, nu aldeles ikke vedkom mig; og det gjorde de for så vidt heller ikke.

Det kom aldrig videre mellem Gudrun Hedemark og mig, forholdet døde

stille og umærkeligt hen, jeg kan takke tante for det, og det behøver jeg ikke at

fortælle hende, for hun har jo forlængst selv opdaget det. Jeg har nu atter en

ganske tryg fornemmelse, når jeg taler med tante; men hvorfor mon hun smilede

så ubehagelig ironisk, da jeg forleden lidt overmodig kom til at hentyde til

hendes mislykkede planer? Tante vilde naturligvis slet ikke indrdmme, at jeg

har været heldig, i den henseende er hun uforbederlig.

Men heldig har jeg nu været. — Og så er Gudrun Hedemark dog en ual

mindelig sød pige; jeg tænkte meget på det, da jeg forleden aften var sammen

med hende, og hun som så mange gange tidligere så mig ind i ojnene med dette

frejdige, tillidsfulde blik.

Og i og for sig

kunde jeg nok have lyst til engang

at lægge den lille

energiske hånd mellem mine — blot forsøgsvis.

H m .