![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0101.jpg)
»Men jeg skulde gærne tale raed hende, — jeg
m å
tale med hende, men hun
vil ikke. Nu har jeg besluttet, at du skal hjælpe mig. Vi vil mødes her hos
dig, du skal sige til hende, som det er, at jeg vil tale med hende, og at du mde-
står for, at jeg ikke her vil opføre mig anderledes end jeg kan være bekendt
over for dig. For du forstår nok, jeg kan jo sommetider være sådan - nå j a .
»Du er jo fuldstændig desperat.«
»Ja — Gu er jeg så, men hvad skal jeg gore?«
— Det er muligt at jeg af naturen er for fojelig, jeg kunde ialfald ikke sta
for Vilhelms overtalelser, jeg lovede ham at gå hans ærende og glædede mig til
i det mindste at få en ende på historien. Men jeg fortrød snart mit løfte, for
aldrig så snart var Vilhelm ude af doren, for det gik op for mig, at det var en
meget mere end vanskelig mission, jeg havde påtaget mig. Hvordan i alverden
skulde jeg dog sige det til hende ?
Det var let nok at komme til at tale med hende, det lod jeg tante Theodora
sorge
for; i hendes hyggelige lejlighed mødtes vi »tilfældigt« næste dag, og tante
Theodora
blev ganske »uventet« nødt til at gå, men vi måtte endelig blive
siddende,
pigen fik
påbud om at sorge godt for os. Og der sad vi så og sludrede
hyggeligt
sammen.
Gudrun Hedemark var meget morsom at tale med, hun havde
sin bestemte
mening
om mange ting, og dette frejdige blik lige
i
mine ojne og
denne lille energiske
hånd
og hele hendes bedårende fremtoning - det var ikke
sådan
at
løsrive sig
fra. — Men mit ærende! — der er visse ting som det er
inege! vanskeligt at
sige til
en
ung pige, som man kun har kendt i kort tid, og
med hvem man
har haft
meget
vanskeligt ved at komme ud over en ret formel
I©:»©» —
og;
så
sad
Jeg
ovenikøbet
her og måtte indrømme for mig selv, at jeg
jo egentlig selv var lidt
-
ganske lidt
- betaget af hende. Der gik en time, og
d er
gik halvanden, uden at
jeg
fik
sagt noget; så rejste hun sig og skulde gå; -
forst åa lykkedes det mig at få
sagt:
»Jeg har for resten en hilsen til Dem
-
fra
Vilhelm. — og en
anmodning.«
— —
Karsi©
atten var
jeg husvild,
jeg kunde ikke overvinde mig til at tage noget
bestemt sted hen, jeg; drev rundit i
byen, var lidt inde
i
Tivoli, kunde ikke finde
ro i kooeiertsalen, hang lidt på en
restauration, spaserede ud på Langelinie, jeg
kunde ikke frigøre mig
fra
en
forestilling om, at i aften blev min skæbne af
gjort, —
det rene nonsens naturligvis.
Og med en underlig fornemmelse. kom jeg
hjeml; der var intet usædvanligt at
se i min stue, måske hang der i luften en
anelse af en kendt parfume, men
bevidstheden om, at her havde de to mennesker
siddet
og, talt
om
noget så
— absurd — til en side,
—
noget, som ikke måtte
ske;
—
og naturligvis var det sket
alligevel, — det var jeg for resten ikke i
tvivl
mm»
Vilhelm tog mig
på
sengen næste morgen.
»Jeg skylder dig en forklaring,
—
jeg
rejser — så snart det er muligt, — her
er
lidt
gæld som skal ordnes,
—
men en af
dagene — Tyskland tænker jeg ;
j a
du
forstår
jo grunden — altså« —.
Min sindsstemning vexlede
mellem medlidenhed med ham og flovhed over
mig selv, man er så ynkelig, når man
ligger i sengen, og så er jeg altid sa
hjælpeløs, når jeg ikke kan snakke
mig
uden
om kendsgærningerne. Vilhelm stod
2 2
TANTE THEODORA