GAHagemannsKollegium

2 0

TANTE THEODORA

ja bidende svar, som var lige ved at få mig til at falde ud af rollen. Da jeg

omsider blamerede mig ved et gabende ukendskab til den nyere literatur, drog

hun et dybt suk. - Jeg tror hun opgav mig på dette tidspunkt; hun sa or

resten meget sød ud med det lidt åndsfraværende udtryk, hun nu fik.

I en pause trak tante mig ud i haven og spurgte mig, hvad jeg syntes om

frk. Hedemark. »Udmærket,« svarede jeg, »hun er ualmindelig sød., »Ja, er

hun ikke?

Nu skal du høre lidt om hende.

Hendes forældre er døde og

hun er blevet opdraget hos sin farbror, den bekendte maler, men han er

sådan en særling, der kommer næsten ikke et menneske hos dem, og det synes

je * er så synd for hende, nu hun er blevet voxen; derfor har jeg fået din onkel

til°at invitere hende, hun har været her et par gange i sommer; hun maler lor

resten nydeligt, går på akademiet. - Men nu skal du høre, - ja det er altsa

mellem ^os. Jeg har lagt mærke til, at din fætter Vilhelm synes så godt om

hende, — hvad mener du om det?«

»Vilhelm — ja hvad mener du?«

»Vilhelm er jo nok lidt vild og uberegnelig, men der er nu udmærket stol

i ham, og hvis han fik en kone forstår du, som sådan kunde fa ham til at

samle sig, og som han holdt rigtig a f ,

ja og ved du, hun har skam en fast

lille hånd, frøkenen.«

Tante havde ret, jeg havde også lagt mærke til den lille faste hand, det

vilde have moret mig at prøve hvor stærk den var; - og jeg havde altsa gjort

tante uret, hun havde helt andre planer; mig tænkte hun slet ikke pa. Det er

underligt, men jeg følte mig noget bitter ved denne tanke. — Og nu Vilhelm, i

og for sig en flink fyr, med et vældigt humør, men ganske uden bestandighed,

med en fortid der strakte sig over to verdensdele, uden at han nu, han var

27 år gammel, havde bragt det til andet eller mere end at være volontær i

farens forretning. Mon det nu var et heldigt parti for lille Gudrun Hedemark?

Men tante blev ved. »Ser du, Vilhelm er jo helt forandret over for hende,

han biir så forlegen, så snart han ser hende, jeg har aldrig set barn sadan

for; jeg tror virkelig ikke han har danset en dans med hende iaften; men du

kunde nu godt hjælpe ham lidt.«

»Jeg? — nej tante det ved du nok . . .«

»Å tag det nu ikke så hojtideligt,« her smilede tante med sit uimodståelige

smil. »Du kommer jo så tit sammen med Vilhelm, I har jo hver en lille lues

som I omgåes, nu sorger du bare for at invitere dem sammen til Jeres skovture,

eller hvad I nu har for, det er da så nemt, og du kan ingen ubehageligheder fa

af det, hun er virkelig så sød.«

Her blev jeg kaldt ind til lanciers; og jeg kom til at danse i kvadrille med

frk. Hedemark. Efter min samtale med tante agtede jeg selvfølgelig ikke at blive

i min fjottede rolle overfor hende, men det var meget svært at skifte om, uden

at overgangen blev for brat og påfaldende; nå frk. Hedemark tog nu godt on \cl

ikke notits af mig; hun talte meget ivrigt med den herre hun dansede med.

Det lykkedes mig ikke i løbet af aftenen at få ændret situationen, og tante

fortalte mig nogle dage efter, at jeg mærkelig nok ikke havde gjort lykke hos

frk. Hedemark, hun kunde ikke forstå, hvordan det kunde være. Jeg måtte love

tante at gore mig anstrængelser, og det havde jeg jo slet ikke noget imod, blot