96 / 274
ROSENKNOPPEN
silkebløde, lyserøde,
hvordan skulde det dem gå?
vilde solens hede elskov
ikke brænde dem til aske?
vilde vindens kåde flirt
ikke rive dem i stykker?
Lad den drømme, lad den længes,
lad den ane, lad den stænges,
lad den styrkes efterhånden,
lad den voxe i del skjulte,
eengang kommer nok dens time,
da i solen den vil åbne
frisk og rød sit unge bæger,
da dens anelser biir tanker,
da dens drømme biir til liv.
A hvor var det synd at pille
dækkets grønne blade bort,
og at folde ud de fine, -
silkebløde blomsterblade,
selv med sådan nænsom hånd,
give dem til pris for solen
og den altfor barske verden,
mens de var endnu så spæde;
— nu må blomsten dø.
Aldrig biir den nu en rose,
aldrig vil den nå at leve,
aldrig skal dens fine bæger
byde travle bier honning.
Aldrig, aldrig — se hvor krøllet!
— Stakkels lille rosenknop.
S.