93 / 274
14
IIPSALA
sin Elegance op og ned ad Drottninggatan lil Glæde tor Byens kvindelige
Ungdom. Det kan ikke være andre end ham, selv om hans Udseende
karambolerer aldrig så meget med mine Begreber
0111
en Teolog. Jeg gar
»genast« løs på ham og — ganske, rigtigt — det er fil. kand. Hr.
'lorsten
.
Efter at Forbavselsen for hans og Gensynets Glæde
(0111
jeg
111
a bruge det
Udtryk) for mit Vedkommende har sat sig lidt, fremfører jeg mit beskedne
Ønske: at se alt, hvad der overhovedet er at se i Staden og saa iøvngt
have det lidt »trefligt« Resten af Tiden.
Skæbnen er mig gunstig, jeg har truffet den rette. Min Cicerone er
foruden at være fil. kand. og Teolog i sidste Semester, tillige Indehaver at
flere Tillids- og Hædershverv på Universitetet og blandt sine Kolleger og
er mig en fortrinlig Fører. Vi begynder med Domkirken, der er lige sa
herlig indvendig som udvendig, passerer derfra det
g a m l e ,
smukke Universitet,
der nu er Domarkiv og når det nye flotte Universitet, hvor Upsalas
2000 Studenter henter deres aandelige Næring. Efter en kort og andagtsfuld
Dvælen i dette Andens Tempel går det videre, forbi »Carolina rediviva«,
det store Universitetsbibliotek, der desværre er lukket i Dag. I fornem Stil-
luldhed ligger det på en Høj midt for Drottninggatan, så de på Strøget
promenerende Studenter stadig ved Synet af det kan mindes
0111
all det, de
ikke lærer ved at gå på Strøget. Vi når efter en drøj Klatretur Slottet, der
ligger på Uplandsslettens eneste Bjerg og fuldstændig behersker Omgivelserne.
Det er gammelt, egentlig grimt som
0111
det var tegnet af en Polytekniker
med Lineal og Trekant; men det virker netop ved sin Enkelhed og sin Be
liggenhed. Heroppe fra har man et herligt Overblik over Byen, som liggei
udbredt for vore Fødder, delt i 2 Halvdele af Fyrisån.
Vi stiger atter ned i Staden. Turen gaar nu til »Stockholms Nation«.
Det er en ganske mærkelig og i hele Verden vist enestående Ting, dette
Nationsliv; — hver Nation (d. v. s. svensk Landsdel) har sit eget Hus og
sin Forening — med Undtagelse vist af »Skæåvningerne«, men de er heller
ikke rigtig svenske og siges at spekulere i et lille særskilt Kongerige Skåne,
efter at de har set Nordmændenes Held.
Men nu er det højtidelige Slut; vi går en lille »Glunte-Tur« og de
— har jeg nær sagt — gamle, kendte Steder passerer Revy
Flustiet,
Dragarbrunn, Set. Eriks grand, Fyrisån; alle disse i sig selv højst boigei-
lige Foreteelser får alligevel en egen Glans for enhver Beundrer al Wennei-
bergs udødelige Værk.
Vi havner naturligvis på »Gåstis«, Studenternes og altså Stadens Kafé.
Den er moderniseret siden Glimtens Tid; men alligevel, der er en egen
Stemning over den fra gamle Dage. Her på denne Plet har maske (dunten
og Magisteren drukket det første Glas på et fortsat og angenehmt Bekendt
skab; og — der i en Krog omgivet af et lystigt Selskab sidder så minsandten
selveste
Kalle P.,
der nu i 15 År har studeret Zoologi i Upsala d. v. s. for
ikke at sprede sig, har han kun studeret Bierne; men ondskabsfulde Tungei
påstår rigtignok, at han endnu aldrig har set en Bi; derimod skal han ileie
Gange have set »flugan«.