95 / 274
R
o s e n k n o p p e n
sad
p å
stilken,
bøjed bly sit skønne hoved,
lidt fortumlet af at leve,
levende dog knap endnu.
Dækkets faste, grønne blade
skærmede de fine, fine
lyserøde blomsterblade,
krøllede dem sammen tæt,
knugede dem for at vogte
dem imod den hårde verden,
indtil de var stærke nok
til at leve frit og nyde
sommerdagens øre fest.
Hele busken var forventning, —
og de mange grønne blade
tittede forbi hinanden
for at se det store under,
ja, de nærmeste sig bøjed
blidt beskyttende, fortroligt
skærmende mod rosenknoppen.
Knoppen var en lille verden,
ja en verden — men af drømme,
anelser og vage længsler,
hvor det pressed, hvor det svulmed,
og hvor på den anden side
ængsteligt det holdt igen.
Ak de fine, fine blade,
sammenkrøllede og sarte,