183 / 274
26
SKÆBNE
i smug under det sorte hovedklæde, mens hun skvalpede brændevinen op i
hans kaffekop.
Da nabomanden en timestid efter, rød i hovedet og tykmælet, vilde
hjemad, stod hans beslutning fast. Ikke skulde kvindfolkene derhjemme
få
ham
omsindet, nej. Endnu før han gik i seng, var han inde hos Else
for at tale dunder til hende. Hun skulde være taknemmelig mod sin fader,
der ordnede alt på det bedste. Som om hun selv havde nogen forstand på
den slags ting. Om hun huskede det fjerde bud, hvad, og så for øvrigt
ingen ræsonneren
her!
Den nat græd Else sig isøvn over sin slore, pæne soldat; siden trøstede
hun sig. Det lå ikke til hende at sørge ret længe. Kristen kom også de
følgende dage tit derover, han var stille og venlig mod hende, forærede hende
mange pæne ting, tørklæder og andet.
Et par uger senere døde Jeppe. Anders fik med stort besvær tre dages
permission og var hjemme ved begravelsen. Folk blev næsten bange ved
at se ham ; aldrig havde de tænkt sig, at noget kunde tage så stærkt på
denne glade kæmpe. Man havde jo ikke ret rede på, hvor meget han havde
mistet, og hvor ene han nu stod. Hans øjne lå svulne og sky dybt inde i
det grådblanke ansigt; duknakket listede han rundt derhjemme på be
gravelsesdagen. Det så ud, som om han ikke ret så de mennesker, der
kom hen for at være venlige imod ham. Ikke engang sin kæreste spurgte
han efter. Man lod ham så gå i fred.
Samme aften i skumringen, da gæsterne var taget bort, sad brødrene
ene sammen inde i den kolde stue. Kristen flyttede på sig engang im ellem ;
han blikkede vagtsomt omkring sig med de tåreløse øjne, men sagde ikke
noget. Anders sad ved bordet, ubevægelig, med begge albuerne oppe på
skiven. Øjnene stod åbne, men uden at se, han hvilede i sin sorg, tænkte
ikke på noget bestemt; hans smerte var gået over til en slags dump be
vidstløshed, som hans sjæl dvælede i. Der var dødsstille i stuen.
Så kom moderen ind fra køkkenet med et tændt lys. Hun gik hen og
åbnede chatollet, stod længe og raslede med papirer derhenne. Så kom
hun hen og satte lyset foran Anders og bredte testamentet ud foran ham. Det
vågnede til bevidsthed i blikket på ham, han rettede sig op og begyndte at læse.
Da han omsider forstod, hvad han læste, steg der en brændende rødme
op i hans ansigt. Men så ligesom sank det i ham igen; denne nye sorg op
slugtes af den tidligere, større.
Moderen stod og så på h am ; da det gik op for hende, at stødet ikke
ramte, som hun havde ønsket, trådte et dødeligt had frem i de indknebne
træk. Hun rettede sig i vejret, de smalle læber rystede af lidenskab. Stemmen
skar i:
Men Else følger gården.
Anders’ ansigt hvidnede i et eneste blink; han for op fra stolen, stak
ansigtet lige hen til moderens; det så ud, som han vilde slå hende.
Du lyver
, kom det, strubehæst, som fra et menneske i yderste nød.
Men i det samme så han den grusomme ro i hendes ansigt, armene sank
ned på ham. Så greb han sin kasket og var i et spring ude af døren.