180 / 274
SKÆBNE
23
Der var kold luft i stuerne derude på strandgården. Jeppe, manden,
havde overtaget ejendommen meget beheftet med gæld. For så at bøde på
det havde han giftet sig penge til; forholdene havde ikke været sådanne, at
han kunde tage hensyn til private ønsker. Konen var høj og mager, det
brunsorte hår lå kæmmet glat ned på begge sider af det lavpandede kranium;
øjnene
stak
under svære bryn. I samlivet med hende var den raske, over
givne karl, der rystede det lyskrøllede hoved mod hver ny vanskelighed,
blevet forvandlet til en duknakket, stille mand med munden lukket tavst
under det børsteagtige skæg. Når hun var i stuen, så hans tungsindige,
blå øjne langeligt ud gennem de solbrændte ruder. Han var kuet af hende,
af hendes overlegne kløgt, hendes herskesyge og hensynsløshed. Visse be
givenheder i hans ikke netop stillesiddende ungdomsliv var skarpe våben i
hendes hænder; heller ikke de økonom iske forhold undså hun sig ved at
hentyde til. Var hun i det humør, kunde hun lægge en tordenluft af tryk
kende ansvarlighed over gården, hvori kun den yngste søn Kristen, der var
slesk og sorthåret som hun selv, trivedes.
På sådanne dage plejede Jeppe at liste væk, bort fra lummerheden der
hjemme, og såsnart Anders, den ældste søn, var stor nok til det, fulgte han
med. Han var lyshåret og kådsindet, lignede faderen, som denne havde
været i sine unge dage. Var det vejr til det, tog de gerne ud at fiske,
prynede ål i bløderne i fjorden eller røgtede ruserne ude ved dybsiden.
De klædte hinanden, de to, den høje, magre, lidt dukkede mand og den
fastbyggede dreng med de skarpe øjne, altid barhovedet, med det knitrende
hår i totter om det livlige ansigt. Det var deres lykkeligste timer, de havde
sammen på denne måde, pjaskende rundt på fjorden i en fladbundet pram,
gerne med et par lappede sejl hejst på den skrøbelige mast. Så sad Jeppe
tilrors, tavs og rolig, følgende med de tunge øjne blæstens og bølgernes gang.
Drengen opholdt sig i forstavnen, han passede fokken, når de skulde gå
over stag, men holdt iøvrigt øje med alt det, der var nyt og påfaldende i
landskabet, et par vildænders svirrende, lave flugt lige mod horisontens
mørke linie, en nytækket gård, hvis lade skinnede gult halve mile inde i
landet; en fiskekasse, der var strandet på en sandbanke, eller et bål, som
hjorddrengene havde ude på engene. Alt snakkede han om, mest uden at
få svar, men alligevel altid med fornemmelsen af faderens godsindede lytten
der agterude. Var fangsten god, og det zinkbeslåede forrum i båden gik
fuldt af mørkryggede gedder, kunde faderen komme til snakken. Så for
talte han, mest fra sin drengetid eller ungdom, småhistorier uden større
handling, men fulde af virkelighed. Drengen hørte godt efter.
Kærtegn var der aldrig imellem dem, heller ikke direkte venlighed.
Der var bare en stille, dyb godhed, som fik dem til at søge hinanden. Nåi
de var kommet hjem, og redskaberne var stillede på plads, kunde Jeppe,
når de skulde ind — han lod altid drengen gå først
lade hånden glide
henover hans hår:
Mi bette dreng.
Det kom halvt ubevidst, en leaktion
imod kulden, der ventede dem i stuen.
Anders havde altid holdt sig til faderen; allerede da han var kommet
over sin spædeste alder, var moderens uvilje mod ham begyndt. Men ti ods