Previous Page  184 / 274 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 184 / 274 Next Page
Page Background

SKÆBNE

27

Omme i nabogården sad de fredeligt ved aftensgrøden, endnu stive i

trækkene af begravelsesminerne Ira formiddagen, da døren gik op, og Anders

stod paa tærskelen, bleg, med øjnene flakkende vildt. Da han lik øje på

Else, sprang han ind i stuen, men i det samme rejste manden sig og gik

ham tungt og uvejrssvangert imøde. De to mænd målte hinanden tavst med

øjnene en tid, så kom det lavmælt og hvast:

Bi lidt, god karl, her har du ingenting at komme efter.

Anders så forvildet på ham, som om han ikke forstod, hvad han

sagde; så gled hans øjne hen på Else. Hun forsøgte at møde hans blik,

men det glippede for hende; hun blev rød, lagde så hovedet ned i hænderne

og brast i gråd.

Da Anders så det, ravede han et skridt tilbage som under et slag. Med

en sidste kraftanstrengelse rettede han sig stramt, samlede stuen med de

blege, forskrækkede ansigter i et eneste blik, så faldt hans hoved bi at foi-

over, ligesom der brast noget inde i ham. Han vaklede mod døren og foi-

svandt ud i mørket og blæsten.

Dagen efter blev han fundet et par mil længere sydpå, tilsølet og for­

kommen, halvt umælende, med tomme øjne. Da han var i unifoim , tians-

porteredes han til Viborg, hvorfra han nogle dage senere hjempermitteredes

til sin forsørgelseskommune som på grund af sindssyge udygtig til al kiigs-

tjeneste.

Endnu for en halv snes år siden kunde man se ham dei på egnen.

Han gik på omgang i gårdene, kunde jo nok grave i haverne og udføie

lignende arbejde for føden. Årene havde taget på ham, den føre krop var

krummet før tiden. Han var dårligt klædt; over det tykke, hvide hår sad

en liøjpullet kasket. — Bedst som han stod og gravede, kunde han under­

tiden standse med arbejdet, lægge spaden fra sig og tage kasketten af. Udfra

foret i pullen fandt han så en lille bunke snavsede og slidte breve frem,

tog et af dem ud og begyndte at læse det, langsomt formende ordene med

de tykke læber. Det var Elses breve fra forlovelsestiden.

Over dem kunde han stå i timevis, trofast følgende de skæve limer

med de tunge øjne, mens timerne gled og dagen vendte over hans hvide

hoved. Hans sjæl var langt borte fra virkeligheden, dvælede en tid lykkeligt

og smerteløst i

det

store minde, som hans formøikede sind tilsidst lukkede

sig over.

HOLGER SANDVAD.