176 / 274
ISLAND
19
paa Koncerter og Maleriudstillinger, man følger med Litteraturen — kort sagt,
man har højere Interesser! Men man lukker Øjne og Øren for, hvad der daglig
foregaar omkring en. Og dog er der en berusende Musik i Sporvognenes Rummel
og Bilernes Fart, i hele dette kæmpende, jagende Byliv. Det er, som om man
kunde føle, at dette Byhjerte bankede endnu stærkere, netop fordi det er saa
indestængt. Her ser man Menneskene, som er kommet bort fra deres Mor Naturen,
men underligt nok, i Øjnene paa en gammel Morlille, som sidder og soler sig paa
en Bænk i Kongens Have, finder jeg det samme taalmodige Udtryk, som i Øjnene
paa mine elskede islandske Heste. Den samme Aand lever i alting.
Det islandske Ord for Kultur dækker ikke helt over det danske Begreb.
Vi kalder det »menning«, hvilket betyder Udvikling til Menneske, og maaske
kan en islandsk Bonde taale Sammenligning med en Københavner, naar man
bruger den Maalestok.
Man taler om Kunstens forædlende Virkning, men
daglig Omgang med Naturen bevarer Sindet friskt og rent. Naar Folk i Reykjavik
aldrig undlader at gaa ud for at se paa en smuk Solnedgang, skønt de har set
noget lignende utallige Gange før, da er deres Naturfølelse meget mere ægte end
Flertallets Kunstbegejstring. Og naar disse Mennesker saa endelig staar overfor
Kunst, saa forstaar de den instinktivt, selv om de ikke opfatter alle Finesserne.
Jeg tror saa bestemt, at der vil komme en Tid, da Menneskene forstaar, at
den saakaldte Kultur har ført dem vild, og at de vil vende tilbage til et enklere
og naturligere Liv. Da vil. man forstaa, at Former er tomme og livløse, naar de
ikke er Udtryk for et hensynsfuldt og fintfølende Sind, og at Ægthed er nødvendig
for Kultur.
Jeg er bange for, at det er lykkedes mig meget daarligt at vise Dem mit Land
som vi Islændere ser det. Dertil behøves der en bedre Pen end min. Kunde
De selv se det i dets storladne Skønhed, vilde De maaske forstaa, at vi aldrig
kan glemme det en Dag, og at vi elsker det, ikke alene fordi det er vort Fædre
land, men fordi det for os er Naturens hellige Tempel. — Vi har en grænesløs
naiv Tro paa dets Fremtid, men vi haaber, at det altid vil blive ved at være sig selv.
— — Undskyld mine mange Ord og min daarlige Filosofi. Hvor blev for
resten den ledsagende Alumne af? Han sad jo sidst paa en Klippe ved Reykjavik
Bugt, og hvis han ikke er druknet, saa sidder han der endnu!
LAUFEY ASMUNDSSON.