174 / 274
ISLAND
17
kan kun forklares ved, at det hos os ikke er en faatallig litterær Klike, som køber
og læ ser Bøgerne, men hele Folket læ ser dem. For, takket være vor gamle Lite-
ratur, der har været Allemandseje, taler alle det samme Sprog, det kan ikke siges,
at der findes nogle Dialekter, skønt Befolkningen er saa spredt. De synes maaske,
at det ikke kan være nogen m isundelsesværdig Lod at være Digter hos et Folk
paa ca. 85 000 Sjæle. Der kan man hverken vente Rigdom eller stor Berømmelse.
Men til Gengæld lever disse Sange hos Folket og er det saa meget kærere, som
lyrisk Digtning er den eneste Kunstart, der er naaet højt paa Island.
— Den islandske Almue er noget for sig. Jeg gad vidst, hvad en Dansker
vilde sige, hvis han kom til Myvatnssveit og lærte Bønderne der at kende. Ganske
vist er denne Egn særlig kendt for Intelligens, men de fleste Bønder der er ogsaa
begavede Digtere. Her blev Johann Sigurjonsson født. En ung Bondedatter fra
denne Egn er en kendt Digterinde. Mange af hendes Digte er holdt i gammel
dags Remseform — deres uregelmæssige Rytme er af en særegen, legende Ynde.
Som overalt paa Island har man her en Læseforening og et skrevet Blad, der
cirkulerer. Men man nøjes ikke med den islandske Litteratur, de bedste skandi
naviske Forfattere bliver ogsaa læst. — Ja, da Strindberg var ung og forkætret,
havde han begejstrede Tilhængere i Myvatnssveit!
Foruden Litteraturen ejer vi en Skat af Sagn, Eventyr og Folkeviser.
I de
lange Vinteraftener, naar den enlige Gaard fuldstændig bliver borte i Mørket, som
under Vingerne af en Kæmpefugl, tyer Beboerne hen til Folkestuen. Kvinderne
spinder, karter, strikker eller udfører andre Haandarbejder, Mændene gør Hus-
geraad i Stand, fletter Reb eller skæ rer kunstfærdigt ud. Der findes da ogsaa
paa Island en gammel Kunstindustri, der vidner om betydelig Kunstsans. Des
værre maa det dog siges, at denne Husflid er i Tilbagegang paa Grund af for
dyret Arbejdskraft. Men endnu arbejdes der meget i de lange Vinteraftener. Og
mens Arbejdet gaar, forkortes Tiden paa mange Maader. — Der læses højt. Alt
muligt fra Sagaerne til den nyeste Litteratur og Bladene. Ja, jeg ved Eksempler
paa, at Altingstidende er blevet læst højt i Folkestuen.
Ellei har en af
Karlene en særlig god Stemme, kan han »kvæde en Rime«, - en Slags monoton
Sang. Rimerne, lange Digtcyklus om »ædle Riddere og skønne Møer«, stammei
fra en Tid, da islandsk Aandsliv var sunket betydeligt og indeholder ogsaa mange
Smagløsheder, hvorfor vor store Digter Jon as Hallgrimsson bekæmpede dem. Men
dog har de haft deres Betydning til at bevare Forstaaelsen af det gamle Digtersprog
og til at udvikle Folkets Sans for Rytme. Nu er »Rimekvædningen« i Tilbagegang.
En anden folkelig Forlystelse er en Væddekamp i at fremsige Vers. Hver
siger sit, og det ene skal altid begynde med det Bogstav, som det andet endte
med. Utallige Vers af kendte og navnløse Forfattere lever i Folkemunde. Mange
af dem er glimrende, baade hvad Form og Indhold angaar. Tit blev de sagt
frem paa staaende Fod, naar Situationen gav Anledning til det, og i Reglen ei
fyndige og rammende.
Endelig fortælles der Sagn og Eventyr. — De gam le hedenske Sagn om
Troldene, der var saa stærke og kejtede, saa dumme, men trofaste. Eller
skælbedækkede Søuhyrer, der forfølger en paa de ensomme Sande. Og nian
tæller om »HuldufolkiS« (de skjulte, Alferne) — der bor i Klipper og Høje.
vis