170 / 274
ÅRSBERETNING
13
de altsaa blev en søndag i november. For at faa folk til at komme havde
frk.
Janssen
arrangeret en koncert af frkn.
Ella Koefoed
,
Ingrid Holm
(Klaver)
og
Lily Gade
(Violin) og en ny alumne, hr.
Pontoppidan
(en morsom og
diskret flø jt e ).
—.
I det nu forløbne år har kollegiet naaet det første betydningsfulde
stadium i sit liv: man kunde sige, at det har skiftet tænder, idet nemlig
de sidste af de alumner, der havde været på kollegiet fra dets første dag
(det bliver altså mælketænderne!) i år er gået ud. Det er disse første alumner,
der har skabt formen for kollegiets liv, og hvor forbavsende hurtigt er det
egentlig, denne tradition er formet, som allerede nu vanskeligt kan brydes!
Forhåbentlig vil fremtidige alumnegenerationer vide at sætte sig udover
traditionerne, naarsomhelst det er nødvendigt; ellers vil kollegiets liv ikke
være i dets stifters ånd, han, som i sidste fundatsparagraf udtrykker håbet
om, »
at Tillæg og Ændringer maa ske, saa ofte Tidens Krav maatte medføre
Ønskeligheden heraf«,
en stor og frisindet mands bestemmelse, der virker så
ny og frisk i sammenligning med tidligere tiders frygtelige trusler mod den.
der vovede at forandre blot et jota i fundators alvise værk.
o r
Folkeovertro siger, at naar et Menneske, der er synsk, lader en se frem
under sin løftede Arm, saa kan man se alt det Liv, der rører sig omkring
en, men som ellers er skjult for Menneskers Øjne. Jeg har ganske vist ikke den
sjette Sans, men kunde jeg blot bringe Dem til at se Island med en Islænders
Øjne, da vilde De forstaa, at det ikke er paa Grund af Uelskværdighed, at vi
stadig hævder, at vi ikke er danske. Jeg har tit ønsket, at jeg kunde komme til
at føre nogle a f Dem omkring paa Island -— men eftersom det næppe nogensinde
vil falde i min Lod, maa jeg trøste mig som Børnene og
l a d e , s o m v i g ø r e n R e j s e
til I s l a n d !
Nu væ lger jeg mig en Rejsefælle blandt Alumnerne, og saa sejler vi
afsted med en af de sm aa Islandsbaade.
En Juniaften kommer vi til Reykjavik. Den nye Havn er endnu ikke færdig,
saa vi maa sejle i Land i en lille Baad. Klokken er 10, det er netop Strøgtid i Rey
kjavik, paa Bryggen er der fuldt af Folk, der er kommet for at se Passagererne.
Det er en broget Forsam ling, selvtilfredse dansk-islandske Købmænd, velnærede,
kappeklædte Tyskere, senede engelske »Globetrotters«, Turisttyper, vi alle kender,
og saa en hel Del islandsk Ungdom, der er kommet hjem fra Studieophold i
Udlandet. Der er Fest over hele Linjen, Gensynsglæden er stor, men jeg bliver
nødt til at rejse incognito, eftersom jeg har Dem med, kære Alumne! Paa Vejen
passerer vi Posthuset; den lille Forstue, hvor Boxerne findes, er stuvende fuld.
Hvor tit har jeg ikke staaet her og ventet paa Bøger og Blade fra Udlandet til
LOUIS L. HAMMERICH.
ISLAND.