175 / 274
1 8
iSLAND
man kiggede under den løftede Arm paa en Synsk, kunde man se dem! Da blev
den store Klippe dernede i Dalen til en Alfekirke, ved Aftentid kunde man høre
Klokkerne ringe og se Præsten i fuldt Skrud for Alteret. Juleaften eller Nytaars-
nat holder Alferne Flyttedag, og da kommer de usynlige Gæster paa Besøg med
Dans og Spil. Derfor skal alle Værelser være oplyste, for at de skal føle sig
hjemme. Og Husbonden gaar udenfor Døren og byder dem velkommen: »Komme
de, der vil, og gaa de, der vil, uden Skade for mig og mine«. — D a Troen paa
Alferne blev mindre almindelig, gik denne Skik af Brug — men endnu plejer
man paa Island al lade Lys brænde i alle Værelser hele Jule- og Nytaarsnat. —
Man skulde holde sig gode Venner med Alferne, for de var mægtigere end Menne
skene, sagdes der, dog ramte Sorgen dem lige haardt. Og man fortalte om
Alfen i Klitterne der stedse længtes mod sin Veninde — »ude ved de blaa Øer«
langt ude paa Fjorden. I stille Vejr kunde man høre hans Sang.
Uti ert ]m vi5 eyjar biar,
Ude er du ved Øer blaa
en eg er seztur a<5 drongum,
— mig K lipper indestænge --
blominn fagur kvenna klar
o, du Blomst saa skæ r som faa,
kalla eg til j>in longum.
jeg kalder paa dig længe.
Men langt inde i Islands Højland der oppe mellem Jøklerne, hvor der kun
findes Sande, Heder og vidtstrakte Lavamarker, hvor det er saa øde, at man kan
ride flere Dagsrejser uden at finde Foder til Hestene, — der bor de Fredløse.
Der findes dejlige Dale, som ingen kender, uden de faa, der har forvildet sig hen
til deres Boliger. — Og naar man i Skumringen rider hen ad den øde Vej, jager
man afsted af Bædsel for at møde dem.
Troen paa disse gamle Sagn er ved at dø ud, kun meget gamle Mennesker
og Børn tror nu paa Alfer, og ingen tror vel paa de mystiske fredløse mere.
Den sidste gamle Original, som blindt troede paa dem og i sin store Naivitet søgte
om Understøttelse fra Altinget for at drage paa Hærfærd imod dem, er død for
nogle faa Aar siden.
Men endnu er Overtroen ikke uddød paa Island. E r ikke Overtro Udtryk
for noget ældgammelt hos Menneskeslægten, som stadig ytrer sig under nye
Form er?Bunder det ikke altsammen i Følelsen
af vor Afmagt og Uvidenhed?
Selv om
Islænderne ikke længere tror paade grufulde gamle H istorier om Gen
gangere og Slægtsfylgjer, saa gaar der stadig sære Sagn om uforklarlige Hændelser.
Selve Videnskaben anerkender, at der findes noget, der hedder den sjette Sans.
Mange Islændere har levet og lever endnu, der bevislig har været fjærnsynte.
Derom har vi utallige Sagn. — Man kan le ad denne Tro paa noget uforklarligt
og kalde det Hysteri. Maaske ikke helt med Urette. Islands vilde og storslaaede
Natur, som kan virke saa vidunderlig frigørende paa Sindet, kan ogsaa knuge
det med Bædsel. Men det kan ogsaa tænkes, at i Ensomhed og Stilhed faar
Sjælen Ro til at modtage Indtryk, som gaar tabt i Storbyens Larm og Jagen. Og
det er ikke den sjette Sans alene, der gaar tabt. Sjælens Friskhed og Modtage
lighed viger for denne Blaserthed, der betragtes som et sikkert Tegn paa Kultur.
Det er Eventyret om Nattergalen i Kina i en ny Form.
Man gaar i Teatret,