171 / 274
14
ISLAND
langt ud paa Natten. Kan De, som har stadig Forbindelse med Udlandet, tænke
Dem den Festfølelse, der griber Reykjavik, naar Postskibet kommer efter liere
Ugers Forløb, om Vinteren kan der gaa en Maaned til seks Uger imellem. De
to konkurrerende Dampskibslinjer har nemligt indrettet det saa viseligt, at de i
Reglen sender tiere Skibe omtrent paa engang, mens vi saa i længere Tid maa
undvære al Forbindelse med Udlandet, hvis ikke vi kan se vort Snit til at sende
Breve med en eller anden Trawler.
Nu gaar vi en Tur i Byen, men jeg kan se paa Alumnens kritiske Mine, at
Islands Hovedstad ikke imponerer ham. Hvad er dette for en Arkitektur?
Ja
jeg maa bekende, at jeg ved det ikke.
De sm aa Huse, der er beklædt med
Bølgeblik, ser morsom st ud i Regnvejr, da er der en vis Lighed mellem dem og
Beboerne, der tappert trodser Vejret, iført skinnende vaade Gummifrakker og Syd
veste. Paa en saadan Dag er de røde Tage og de friske unge Ansigter det eneste,
der liver op i alt det trøstesløse graa.
Men nu skinner Solen (kære Læser, De kan vel mærke, at De er kommet
længere mod Nord), lad os da gaa til vor eneste aabne Plads, Austurvøllur. Den
ligger midt i Byen, omgivet af Kirken, Altingsbygningen, Apoteket og Hotel
Reykjavik! Det er en lille Græsplæne, ikke et eneste T ræ eller Blom sterrabat
pryder den, men eftersom den ikke bliver særlig godt holdt, er den helt gul af
de smaa Blomster, som vi paa islandsk kalder »soleyjar« (Soløjne), men som de
praktiske Danskere kalder for Smørblomster. Midt paa Plænen staar der en
Statue af Thorvaldsen, en Gave fra Danmark ved Islands Tusindaarsfest 1874 til
Minde om Thorvaldsens islandske Afstamning.
Her er Reykjaviks Strøg. Hver Aften, naar Vejret er godt og om Søndagen,
naar Hornorkestret spiller, sam les man her og møder de samme Mennesker saa
mange Gange, at man tilsidst bliver flov og nøjes med at sende dem et lille
Sideblik i Stedet for at hilse. Her vækker Deres høje Sportsmandsskikkelse en altfor
smigrende Opmærksomhed, saa jeg bortfører Dem resolut.
Vi gaar ned til den lille Indsø. I gamle Dage strakte den sig helt hen til
Kirken, men senere er en Del af den blevet udtørret til Byggegrunde, og den
dejlige stejle Skrænt, som saa saa utilgængelig ud bag Pigtraadshegnet, er blevet
gravet ud for at give Plads til Byens fineste Gade. Men den lille Sø ligger lunt
imellem Husene og genspejler ligesaa villigt dem som de blaa Sydbjærge og de
aabne Marker mod Sydøst. Der har været Tale om at anlægge en lille Park paa
disse Marker — hvis det ikke er et altfor fint Navn for saadan en lille Have.
Bare det maa blive til Alvor inden ret længe, hvor vil Reykvikingerne holde af
de T ræer og stadig gaa ud for
at se til dem, om de dog ikke vil vokse.—
Forresten har vi en Planteskole,
der trives rigtig godt. —
Efterhaanden viser jeg Dem hele Byen: vor Stolthed, det nye Bibliotek, det
staar nede ved Havnen paa Arnarhol, der bærer sit Navn efter vor første Land-
namsmand, Ingolfur Arnarson, der mærkeligt nok bosatte sig i Reykjavik. — »Batteriet«,
som den sørgelig berømte Kong Jørgensen lod bygge, — SkolavarSan, det lille Ud-
sigtstaarn og Steinkudys i dens umiddelbare Nærhed.
Under denne Grushøj
hviler en Kvinde, som i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede blev halshugget
for Delagtighed i Mord paa sin Mand og sin E lskers Hustru. Ifølge Traditionen
skal alle forbigaaende kaste tre Sten paa hendes Grav.