173 / 274
16
ISLAND
at bilde Dem ind eksisterede. De taler om København, om dens smukke, gamle
Bygninger og Pladser, om Deres Kunstsamlinger, Teatre og Musikliv, om gamle
fornemme Hjem, om alt dette, der fortæller om gammel, nedarvet Kultur. De
synes simpelthen, at Reykjavik er et Hul, hvor man maa dø af Kedsommelighed.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare og føler, at jeg er fuldstændig mislykket som
Cicerone.
Saa gaar vi op paa Landakotsbakken. Nu maa Reykjavik tale for sig selv.
Her ligger Bjæn for vor Fod. Det er ved Solnedgang. Husene spejler sig i den
lille Indsø, alle Ruder gløder som Ild. Nu er OskjuhliSin ikke længere graa, alt
er hyllet i vidunderlige Farver.
Denne vide Bjærgkæde, der kun brydes mod
Vest af det aabne Hav, skifter i alle Afskygninger af blaat og violet. Svage grønne
Striber strækker sig op imod E sjaen s Klippebælter, — mod Nordvest slutter Snæ-
fellsjøkull Rækken, 15 Mil borte. Kuplens skære rosa tegner sig mod den røde
Aftenhimmel med en uvirkelig, gennemsigtig Klarhed. Himlen er rød, gylden, dyb-
blaa — uendelig fjærn og uendelig nær. Havnen slutter hele Billedet i sin Favn.
Mine Ord er saa fattige, men ingen Oversættelse kan være sværere end at over
sætte sine Tanker til Ord.
Vi gaar længere, nu kommer vi til Byens vestligste Del, et lille Fiskerleje
hvor der findes Grusplæner til Fisketørring foran hvert eneste Hus — og hvor
gamle Koner gaar omkring med deres Strikketøj, mens deres Børnebørn holder
dem i Kjolen. En Landsby mod selve Reykjavik. Saa finder vi en Sti, der fører
over Tunene, der altid lyser af Soløjne, ned mod Havet. Her sætter vi os paa
Klipperne. Mod Øst ser vi nogle Skibsmaster, det er det eneste, der hører
Byen til — ellers ser vi kun Himmel og Hav og de fjærne Bjærge. Tæt ved Land
svømmer en Edderfugl, fulgt af sine Unger. — Nogle Fugle flyver forbi. — Havets
Aandedrag lyder ganske svagt, som om det hvilede ud, ellers er alt stille.
Naturen erstatter os den Kunst, vi maa undvære. E r ikke Kunst store Men
neskers synlige og hørlige Tanker og Stemninger? Men Naturen er Guds levende
Tanke. — Alt Menneskeværk er ingenting mod dens Storhed. En underlig Følelse
griber os ved Synet af den, det er, som om vort Jeg ophørte at eksistere, og
blev en Del af det Hele, som om vi følte, at den samme Aand lever i alting, i
Naturen og alle levende Væsener. Jeg ved, at Naturen er skøn overalt, naar man
forstaar den, men i sit eget Land forstaar man den vel altid bedst. Her i Dan
mark er der saa lidt Plads, Menneskene har gjort sig Naturen underdanig. Paa
Island hersker Naturen.
Den har været mere for os, end Ord kan sige. Den har aabnet vore Øjne
for Livets mange Former. Den har lært os at glæde os ved de sm aa Ting og
ladet os ane en Verden af Skønhed og Storhed, som har gjort os svimle.
Vi ejer ingen Ruiner, der fortæller os om vore Forfædres Storhed, men de
samme gamle Bjærge saa dem som os, og vi betræder vore Sagasteder med Ære
frygt for Naturens Evighed.
— — Den Kultur, vi har ejet, har ikke saa meget vist sig i det ydre, den
har præget den islandske Bondes Sind. Alle kender vor gamle Litteratur og ved,
hvilken Betydning den har haft for hele Norden. Men de færreste ved, at vi
ogsaa ejer en betydelig ny-islandsk Litteratur. Rimeligvis udgives der paa Island
flere Bøger og Blade i Forhold til Befolkningen end i noget andet Land.
Dette