218 / 274
ISLANDSKE FOLKESAGN
21
D EN L I L L E D JÆ V E L PA K I R K E B JÆ L K E N .
Der var engang en præst; men man véd ikke, hvor han boede. Han holdt
gudstjeneste en søndag, som han plejede, og som sædvanlig gik alt, som det
skulde, indtil han
var kommen op på
prækestolen og hav
de begyndt at præ
ke, da var der en
mand forrest i kir
ken, som slog en
skoggerlatter
op
midt under talen.
Der var ingen, der
i øjeblikket lod sig
anfægte deraf, hver
ken præsten eller
andre, og det skete
da heller ikke mere
end den ene gang.
Præsten blev så fær
dig med sin præken,
gik ned af stolen
og derefter for al
teret og fuldførte
gudstjenesten, som
han skulde. Siden
gik han udenfor
kirken.
Dærude spurgte
præsten sig for om,
hvem den mand
var, der havde vakt
forargelse i menig
heden under guds
tjenesten, og det
blev nu sagt ham.
Sålod præsten man
den kalde for sig og
spurgte ham , om
det, han havde sagt
idag på prækestolen, havde syntes ham så latterligt, at han ikke havde kunnet
bare sig for at le og dærved forarge menigheden, eller hvad grunden var til hans
opførsel. Manden sagde, at det var langt fra at være hans mening at gøre løjex
med præstens ord. »Men jeg så noget«, siger han, »som præsten vel næppe har
set, og vist heller ikke nogen anden af menigheden«. »Hvad vai det.« sigei
præsten.