219 / 274
22
ISLANDSKE FOLKESAGN
»Aldrig så snart var I kommet op på stolen«, siger manden, »så begyndte
to kællinger, som sad på hjørnebænken ovre på kvindesiden, at skændes og
overfuse hinanden med de værste skældsord. I det samme faldt mit blik op på
kirkebjælken, og dær så jeg, at der sad en lille djævel. I den ene klo havde han
en runken skindlap og i den anden et hesteben. Ved hvært skældsord, som tor
ud af kællingerne, spidsede han øren og lyttede opmærksomt til og skrev straks
med hestebenet hvær tøddel på lappen, så længe det kunde stå på den. Tilsidst
blev den alligevel for lille, men fanden var ikke rådvild, han gav sig straks til
at strække den, hugger tænderne i den ene ende af den og kløerne i den anden,
og sådan får han da plads foreløbig. Nu smører han ned af alle kræfter, til
lappen er udskrevet. Så gør han som før, strækker lappen og skriver løs igen.
Det gentager sig nu gang på gang, og djævelen slider i lappen i alle ender og
kanter, når pladsen slipper op. Men tilsidst har han da overbemalet hvær plet
på skindlappen og strakt den sådan, at det er umuligt at få den større. Da nu
imidlertid kællingerne stadig knebrer op, og djævelen ikke på nogen måde vil gå
glip af et eneste skældsord, så giver han sig igen til at slide i lappen af alle
kræfter. Men som han nu har hugget tænderne rigtig hårdt i, revner lappen, og
han vilde sagtens være drattet pladask ned på kirkegulvet, hvis han ikke i faldet
havde slået en klo i bjælken. Da kunde jeg ikke bare mig for at le, gode præst,
og jeg beder nu både jer og menigheden ydmygt om forladelse, hvis jeg har
vakt forargelse«.
Præsten fandt, at manden var at undskylde for det skete, og pålagde ham
dærfor kun et let skriftemål til advarsel for andre; men præsten sagde, at han
antog, at kællingerne næste gang havde andet at bestille i kirken end at more
fanden med deres skældsord.
»LANDET MED DE FEM KONGER« .
ET EVENTYR.
D
e r
var engang en ganske lille Stat. Dem er der mange af; men denne var
noget helt for sig selv. Den havde saadan en mærkelig Regering, for skønt
det altsaa kun var en meget lille Stat, havde den dog hele 5 Konger paa een
Gang. De 5 Konger havde imidlertid , altid travlt med deres private Affærer, de
kunde nemlig ikke leve af bare at være Konger. De fik derfor meget lidt Tid
tilovers til den lille Stat, og lod som Regel andre bære Regeringens Byrder.
Der var nu for det første Rigskansleren. Det var en ældre Herre med et
vindende Væsen. Han vidste Besked med alt og alle bedre end de fleste, og
Kongerne satte derfor stor Pris paa ham. De lod ham tit skalte og valte, ganske
som han selv vilde, og hvem der ikke var ked af det, var naturligvis Rigskansleren.
Saa var der tre Ministre, valgte af og blandt Folket. De skulde ogsaa hjælpe
med til at holde Regeringsmaskineriet i Gang, for det skulde være saa demokratisk